Lokale badmintonspillere klarer sig flot ved mesterskaberne
HJØRRING: Hjørring Badmintonklub var flot repræsenteret ved landsmesterskaberne 24. og 25. januar, hvor klubbens unge talenter deltog i en af årets største turneringer med deltagere fra hele Danmark.
Det fortæller klubben.
Turneringen bød ikke kun på masser af intens og velspillet badminton – der var også rig mulighed for socialt samvær og fællesskab på tværs af klubberne. Den slags oplevelser vægter Hjørring Badmintonklub højt, da trivsel både på og udenfor banen er en central del af klubbens værdier.
Sportsligt blev det også en weekend med flotte resultater:
Oliver Berg Abildgaard sikrede sig en imponerende førsteplads i U10D herresingle efter hele fem sejre i træk. En stærk præstation – særligt taget i betragtning, at Oliver kun har spillet badminton i få måneder. Det lover godt for fremtiden.
I U14A herredouble spillede Mikkel Hansen og Lucas Hjermitslev Kjelgaard sig frem til en flot andenplads. Efter en række tætte og spændende kampe i både puljespil, kvart- og semifinale måtte de se sig slået i finalen af et stærkt par fra Højbjerg. En præstation, der vidner om højt niveau og stort potentiale.
Alt i alt en weekend fyldt med gode oplevelser, flotte præstationer og værdifulde erfaringer for Hjørrings unge badmintonspillere.