Billede beskrivelse

Lokal Lions-forening siger tak til nyåbnet Spar-butik

22. februar 2026 kl. 06.01

HIRTSHALS: Da købmandsparret Pia og René Ejstrup Larsen i torsdags fejrede åbningen af deres nye butik, var der brug for mange hænder. 

Flere hundrede kunder lagde vejen forbi for at opleve forretningen og benytte de mange gode tilbud på kolonialvarer - og ikke mindst de attraktive tilbud i den nye og flotte Slagter Winther-afdeling, som bød på et stort udvalg af ferske kødvarer.

Det fortæller Lions Hirtshals i en pressemeddelelse. 

Da medlemmerne i Lions Hirtshals hørte, at der var behov for ekstra hjælpere i forbindelse med indvielsen, meldte flere sig straks som frivillige.

Billede beskrivelse

Baggrunden var klar. 

Lions Hirtshals husker tydeligt de to store donationer, som Spar og Dagrofa tildelte klubben i 2025 - to generøse gavechecks på i alt 40.000 kroner. 

Beløbet er siden blevet uddelt til organisationer og personer med behov for støtte i en svær situation.

Selv om det ikke er alle, der kan tage fri på en hverdag for at hjælpe, rummer Lions Hirtshals mange aldersgrupper – herunder det såkaldte ”Grå Guld”. 

Flere pensionister stillede derfor op, og enkelte medlemmer tog endda fri fra arbejde for at give en hånd med.

Billede beskrivelse

Der gik ikke lang tid fra opfordring til handling. En hel flok frivillige mødte op fra morgenstunden. 

De hjalp som pakkedrenge og pakkepiger ved kasserne og ved bordene, hvor der blev delt smagsprøver ud. De frivillige var let genkendelige i deres blå Lions-veste.

Åbningen af Spar på Margrethevej blev dermed en både festlig og vellykket dag for Lions Hirtshals.

Klubben glæder sig over at have bidraget til åbningen af en moderne og lokalt forankret dagligvarebutik med en flot og stor slagterafdeling, som viderefører navnet på den kendte slagterforretning Slagter Winther i Hirtshals.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste