Billede beskrivelse

Lions Hirtshals donerer 30.000 kr. til Nordsøen Frie Fagskole

10. maj 2025 kl. 06.02

HJØRRING: Gennem den landsdækkende tulipanaktivitet Lions mod Misbrug har Lions Hirtshals i marts 2025 indsamlet hele 33.000 kr. – et resultat af lokal opbakning og frivilligt engagement. Nu er 30.000 kr. doneret til Nordsøen Frie Fagskole, som med sin unikke kostskoleform støtter unge i at forme en meningsfuld fremtid.

Midlerne er øremærket til unge i udfordrende livssituationer og administreres af støtteforeningen Fagskolens Venner. Foreningen uddeler legater til elever, der ikke selv har økonomisk mulighed for at dække opholdet på skolen.

Skolen i Hirtshals tilbyder uddannelser inden for Gastro og Håndværk og har til formål at introducere eleverne til erhvervsmulighederne i det havnenære område. Disse fag er nøje valgt i forhold til byens geografiske placering og erhvervslivets behov.

Den officielle overrækkelse fandt sted den 2. maj 2025 på Vestkajen, hvor skolens håndværksværksteder er placeret. 

Her deltog bestyrelsesformand Linn Indrestrand, næstformand Karsten Mølgaard og kommunikationschef David Lundager fra fagskolen. Fra Lions Hirtshals mødte Svend Ravn, Jens Erik Bonné, Flemming Søgaard og Henning Hatt – alle med 40 års medlemskab bag sig.

Ved arrangementet udtrykte skolens repræsentanter stor taknemmelighed, og Lions-medlemmerne fik indblik i skolens hverdag og betydning for de unges udvikling. Flere succeshistorier blev delt om tidligere elever, der efter praktikforløb har fået læreplads i lokale virksomheder.

Fagskolen oplever i øjeblikket stor interesse, og næste skoleårs minimumsoptag er allerede opfyldt. Ambitionen er at tiltrække elever fra hele Skandinavien – herunder igen at byde grønlandske elever velkommen.

Lions Hirtshals glæder sig over at kunne støtte et projekt, hvor det tydeligt ses, at de indsamlede midler gør en reel forskel. I år har klubben doneret i alt 180.000 kr. til humanitære formål og foreninger.

Tulipanaktiviteten gennemføres årligt af 75 Lions-klubber i Danmark og indbringer mellem 1,5 og 2 millioner kroner til velgørende formål. Det skal fremhæves, at alle Lions-medlemmer arbejder frivilligt og ulønnet – og at hver en krone af overskuddet går til at gøre en forskel, især lokalt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste