Kristian Lilholt afholder fødselsdagskoncert i Lønstrup
LØNSTRUP: Hvis man siger navnet Lilholt, så kommer man omgående til at tænke i musiske baner, for denne familie har givet så meget til den danske sangskat.
Kristian Lilholt har været med på denne rejse i mange år, og 27. juli runder den kendte komponist og musiker de 70 år, hvilket naturligvis skal fejres.
I denne anledning har han blandt andet for nylig udgivet sin fine musikbog med 2 indlagte instrumentale albums, som uden tvivl varmt kan anbefales.
En musikalsk fejring
Kristian har tidligere givet koncert i Lønstrup Kirke i juli 2024, og sidste gang var der en fantastisk og afslappet stemning, hvor alle pladser var besat.
Nu er han på banen igen med en fødselsdagskoncert i samme kirke søndag 2. august, og denne musiske optræden er derfor den første som 70-årig.
- Sidst vi spillede i kirken var Frede Panduro med på guitarer, mens Lasse Jørgensen stod for bas og slagtøj, og det var en dejlig oplevelse, siger han.
Denne gang er søsteren Tine Lilholt også med på blandt andet fløjte, og der er derfor lagt op til en koncert, hvor der er kræset for alle musiske detaljer.
- Vi glæder os alle utroligt meget til at besøge Lønstrup Kirke, hvor vi var glade for, at så mange koncertgængere også kom sidste gang, fortæller han.
Duen på skorstenen
I ugen op til koncerten hygger Kristian sig med sin kæreste, børn, børnebørn og bonusbørn i sommerhuset i Lønstrup - således også på sin fødselsdag.
Han værdsætter sin familie meget, og det er samtidig også en dejlig, afslappet opladning før denne koncert i den flotte Lønstrup Kirke søndag 2. august.
- Jeg er glad for at være i Lønstrup, og musikken i den nye udgivelse starter faktisk med en due på skorstenen i huset her, kan Kristian således afsløre.
Bogudgivelsen er en stor del af fortællingen om Kristian og hans musik, og mon ikke, at der atter er flere interessante historier imellem koncertnumrene.
Unikt tilhørsforhold
De kendte Lilholt-søskende voksede op i Aalborg i 1960'erne, og området nær Vesterhavet er på mange måder en stor del af den kreative families DNA.
Da de var børn havde flere af de voksne familiemedlemmer sommerhuse i Blokhus, og Kristian husker meget tydeligt indtrykkene fra ferierne i kystbyen.
- Det var i, hvad jeg kalder 'ægte' sommerhuse, der var små bræddehytter med utæt tag og en gryde i hvert hjørne til regnvandsopsamlingen, smiler han.
Tilhørsforholdet til området med mange gode minder og sjove oplevelser er derfor noget, som er en naturlig del af Kristian - også i en alder af snart 7 årtier.
Koncertens indhold
Alle, som køber billet til koncerten, kan forvente en varm og vedkommende oplevelse, hvori publikum kan opleve flere facetter af hans musiske univers.
Der vil således være sange fra Kristians hovedværk, LAND, som er en tværkunstnerisk rejse gennem årstidernes Danmark i musik, billedkunst og film.
Publikum vil også kunne opleve instrumentalmusik, der ifølge flere anmeldere matcher internationale navne - som for eksempel Enya og Mark Knopfler.
- Denne type musik fungerer fint med kirkerummets akustik, og vi spiller også flere sange, som jeg har skrevet sammen med min bror, Lars, siger han.
Med kontinuerlig skabelse af musik, en flot bogudgivelse og 70 års fødselsdagkoncert er Kristian Lilholt klar til et nyt kapitel på sin nysgerrige livsrejse.
Billetter til koncerten søndag 2. august 2026 kl. 16.30 kan købes ved at ringe til Inge Pyndt på telefon 61303432.
Der er fine parkeringsforhold udenfor Lønstrup Kirke, og det anbefales at møde op i lidt god tid til oplevelsen.