Kreativitet i efterårsferien: Få et par ideer til aktiviteter her
Hjørring: Uge 42 betyder efterårsferie. Mange børn og voksne holder fri, og hvad skal der så ske? Går du og familien efter kreative sysler, eller har I lyst til at give den gas med mel mellem fingeren?
Så har vi her samlet nogle aktiviteter, I kan lave sammen her.
Dekorer din egen kop hos Sabbie
Drømmer du om at dekorere din egen kop, skål eller lysestage eller måske noget helt tredje, så har Sabbie i Strømgade åbent hele efterårsferien fra 11.00-16.00. Her er indehaver Sabbie klar med masser af inspiration og et væld af farver og tilbehør, så både børn og voksne kan kreere kopper eller anden keramik i deres helt eget udtryk. Du skal booke tid via www.sabbie.dk
Familieworkshops med mel mellem fingrene i Kornets Hus
Vil du hellere have dej mellem fingrene, så er Kornets Hus klar under overskriften: ”Spis, bag og smag på kornet med hele familien.” Hele efterårsferien er der familieworkshops, hvor familien kan dygtiggøre sig og hygge sig med bagning af pizza, pastaproduktion og kagebagning.
Der er åbent klokken fra 10.00 og det er muligt at booke en plads på www.kornetshus.dk
Krea med kasserede bøger
Mandag 13. oktober kan du helt ekstraordinært få lov til at klippe i bibliotekets bøger. Her er der nemlig lagt op til krea med kasserede bøger på Løkken Bibliotek. Børn til og med 10 år kan prøve kræfter med origami, hvis de følges med en voksen. Passer det bedre onsdag den 15. oktober, bliver der klippet origami på Vrå Bibliotek 13.00 til 15.00.
Mandag og lørdag har Hjørring Bibliotek ”Byg og Hyg i værkstedet” på programmet. Her kan børn fra 5-6 år ifølge med en voksen år bygge efter fri fantasi eller købe et kit med vejledning og materialer.
Billetter bestilles via Hjørring Bibliotekernes hjemmeside: www.hjbib.dk
Kreativ med mobiltelefonen i det blå
Husk også, at der er masser af mulighed for at være kreativ med mobiltelefonen i naturen rundt om i Hjørring Kommune. Et forslag kunne være en tur til Rubjerg Knude Fyr, hvor du kan kreere dit eget helt unikke ”insta moment” eller en video sammen med familien.
Eller hvad med en solnedgangstur til Hirtshals havn?
Er du mere til de hjemmebaserede sysler, så giver en tur i skoven masser af materialer som blade, kogler og grene til dekorationer hjemme ved spisebordet og hyggestunder med kakao og levende lys.
Vendsyssel Kunstmuseum tilbyder også kreative aktiviteter for børn og voksne. Se mere på museets hjemmeside: www.vkm.dk