Kræftens Bekæmpelse håber på støtte i Hjørring 6. april
HJØRRING: 6. april er det igen muligt at støtte op om kræftsagen. Det kan enten ske som indsamler eller ved at støtte med et beløb, når Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling igen løber af stablen.
I Hjørring er Henriette Bjerre leder af den lokale Landsindsamling. Hun håber, at folk tager godt imod de mange frivillige indsamlere:
- Vi plejer at blive mødt med både varme og flotte bidrag. Det er en fantastisk oplevelse at se, at flere frivillige også tager både børn og børnebørn under armen og går en tur med mening for at støtte alle, der har kræft inde på livet i Hjørring, siger hun.
Men hun konstaterer også, at omkring halvdelen ikke er hjemme de steder, hvor indsamlerne i Hjørring ringer på.
Heldigvis er der stadig mange andre måder at støtte på:
- Er du ikke hjemme 6. april, eller har du ikke kontanter i huset, har du flere andre digitale muligheder for at bidrage med et beløb. Du kan også bidrage via sms, MobilePay eller på indsamling.dk., forklarer Henriette Bjerre.
Desuden har hver indsamler en unik QR-kode på bøtten, så det bliver også registreret, hvor meget den enkelte har indsamlet digitalt.
Igen i år er der mulighed for at melde sig. Det kan ske på telefon 35 25 75 04 eller via www.indsamling.dk
Henriette Bjerre fortæller, at materialer bliver udleveret i Hjørring Sognegård, Torvet 4. Det sker fredag den 4. april mellem kl. 15.00-17.00.
– Man må samle ind søndag den 6. april fra kl. 10.00 – ikke før - og så skal bøtterne afleveres i Sparekassen Danmark, Brinck Seidelinsgade 10 mellem kl. 13.00-16.00. Der er indgang i kælderen, og der vil som sædvanlig være sandwich og sodavand.
Som sidste år kan børnene også få et diplom, fortæller Henriette Bjerre.
Hun fortæller også, at hun og de andre lokale indsamlere er rigtigt glade for, at de igen i år har fået lov til at låne lokaler hos Sparekassen Danmark.
– Det er ganske enkelt en kæmpe hjælp for os, siger hun.