Kommunens arkitekturpris gik til tre forskellige projekter
HJØRRING: Hjørring Alliancen og Hjørring Vandselskab har modtaget Hjørring Kommunes Arkitekturpris 2025 for deres medvirken til udviklingen af ”Vand i Midtbyen, etape 2 . Mammutpladsen”.
Det samme har Tversted House, Bolig og keramikværksted, hvor det blandt andet blev fremhævet, at ”Ejerens kreativitet og passion for keramik ses tydeligt i boligens udformning.”
Et sommerhus på Hjælmevej 2 i Tversted blev også præmieret for at være ”En elegant tilbygning, til et i forvejen smukt sommerhus, der trækker i sit formsprog på både områdets egne ikoner og på en lang række fine og næsten humoristiske arkitekturreferencer”.
Priserne blev overrakt ved en ceremoni, hvor borgmester Søren Smalbro overrakte hæderen, og hvor der også blev givet begrundelser for de enkelte priser.
Motivationen for at præmiere ”Vand i Midbyen etape 2 - Mammutpladsen” lød blandt andet: ”Ved at forvandle en tidligere baggård, som før vendte vrangsiden ud mod byen, til en ny grøn forside, har man nu skabt en oase, der forskønner og løfter midtbyen”.
Det var blandt andet en stolt formand for Hjørring Alliancen, Henrik Messmann, der tog imod prisen, fortæller Hjørring Alliancen på deres facebookside.
- Vand i Midtbyen er et stærkt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når kommune, erhverv og byens aktører arbejder sammen om at skabe et smukt og levende byrum. Prisen er en anerkendelse af det fællesskab og den vilje, der driver udviklingen af Hjørring fremad, lyder det fra Henrik Messmann.
Glæden er ikke mindre hos Hjørring Vandselskab. Her var det bestyrelsesformand Daniel Vestergaard og projektleder Carsten Thomsen, der var til stede ved uddelingen.
- Projektet på Mammutpladsen viser, hvordan klimasikring og byforskønnelse kan gå hånd i hånd - og samtidig skabe nye, levende byrum til fællesskab og ophold, lyder det hos Hjørring Vandselskab på deres facebookside.
Der var desuden hædrende omtale for god arkitektur til Saxtrup Vingård i Bjergby og villaen på adressen Brinck Sedelinsgade 20 i Hjørring.