Kom og sved, imens du spiser stegt flæsk
HIRTSHALS: Hirtshals Idrætscenter har netop åbnet for et helt nyt tiltag - saunagus, hvor varme, velvære og fællesskab smelter sammen.
Centerleder Lars-Henrik Kristensen fortæller, at idéen udspringer af ønsket om at følge med tiden, og om at give byens borgere et nyt tilbud, som både er afslappende og socialt.
- Der har ikke været noget lignende i Hirtshals, og vi synes, det var på tide. Vi vil gerne udvikle os og tilbyde noget, som mange kan få glæde af, fortæller han.
Har forberedt sig godt
Inden den officielle åbning blev der gennemført flere testforløb med erfarne gusdeltagere for at finpudse oplevelsen.
- Vi har testet alt fra temperatur og varighed til hvor mange, der skal være med. Vi landede på omkring 25 personer – og selvom der er plads til flere, vurderer vi, at det giver den bedste atmosfære og sikrer, at alle får en god oplevelse.
Stegt flæsk på menuen
Saunagus tilbydes hver torsdag og søndag, men allerede nu er der også planlagt særlige events. Det kan være alt fra firmaarrangementer og polterabender til vennegrupper, der ønsker en anderledes oplevelse.
- Vi har lavet nogle hyggelige kombinationer – for eksempel gus og stegt flæsk med persillesovs, gus og sandwich, gus og øl eller vand, eller kun gus. Man skal være minimum 10 personer, og der er allerede flere bookinger i kalenderen, fortæller han.
Kun begyndelsen
Responsen har været overvældende positiv – både fra deltagerne og på Facebook, hvor opslagene har fået stor opmærksomhed.
-Det fede er, at vi rammer bredt. Der er både unge og ældre, mænd og kvinder. Man skal dog være fyldt 16 år, for at deltage, fortæller Lars-Henrik.
Og måske er det bare begyndelsen. Hvis interessen fortsætter, overvejer idrætscentret at udvide åbningstiderne.
- Gusmestrene er gode til at tage imod og fortælle, hvad der skal ske, inden man går i gang. Mange bliver positivt overraskede – det er virkelig noget, man skal prøve, før man beslutter, at det ikke er noget for én, siger Lars-Henrik med et smil.