Billede beskrivelse

Klubfællesskab og kommunal opbakning styrker Dana Cup

16. juli 2025 kl. 19.00

HJØRRING: De karakteristiske Select-fodbolde til Dana Cup 2025 er nu landet i Hjørring, og om blot 10 dage ruller boldene på 15 forskellige baneanlæg i området. Med ankomsten af den officielle Dana Cup-bold vokser forventningerne til en festlig og livlig uge 30 – den uge, hvor fællesskabet omkring Hjørrings fodboldklubber og foreningsliv for alvor træder frem.

Lokale klubber står for pasning af fodboldbaner, skoler og øvrige indkvarteringssteder, mens Hjørring Kommune stiller faciliteter og grønne anlæg til rådighed for turneringen. 

Det er velplejede baner, der tager imod de omkring 1000 tilmeldte hold og deres ledere fra hele verden. I disse dage arbejder kommunale medarbejdere målrettet på at sikre, at alle baner er klar til kamp.

Dana Cup byder på mere end 2500 kampe fordelt på 63 baner, hvilket kun er muligt takket være det stærke samarbejde mellem klubber, kommune og frivillige. Onsdag aften samledes repræsentanter fra de banepassende klubber for at hente de første bolde og modtage de sidste praktiske informationer forud for turneringsstart.

– Det lokale engagement er ganske enkelt imponerende og en forudsætning for, at Dana Cup kan gennemføres år efter år. Uden den indsats, klubberne yder, og uden kommunens opbakning, ville det ikke være muligt at tilbyde deltagerne så optimale forhold, lyder det fra turneringsledelsen.

Dana Cup 2025 byder igen velkommen til hold fra alle verdenshjørner og fastholder dermed Hjørrings position på det internationale fodboldkort. Tusindvis af fodboldglade børn og unge bringer minder og venskaber med sig hjem efter en uge fyldt med spilleglæde og socialt fællesskab på tværs af kulturer og landegrænser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste