Seneste nyt
Billede beskrivelse

Klart signal fra Naturmødet: Nu skal der leveres

31. maj 2026 kl. 11.12

HIRTSHALS: Tre solrige dage i Hirtshals blev rammen om et Naturmøde, hvor både folkefest og politisk alvor fyldte.

Tusindvis af mennesker strømmede til byen til debatter, koncerter og fællesskab – men også til diskussioner, hvor fronterne var tydelige, og svarene ikke var enkle. Det skriver Naturmødet i en pressemeddelelse.

For naturdebatten står ikke stille.

Ulve, biodiversitet, havmiljø, arealanvendelse og beskyttelse af drikkevand blev diskuteret med en skarphed, der afspejler en virkelighed, hvor hensyn til natur, erhverv og lokalsamfund støder sammen.

Samtidig fyldte Den grønne Trepart og spørgsmålet om, hvordan store nationale aftaler omsættes lokalt, mere end nogensinde.

På trods af de igangværende regeringsforhandlinger var politikere fra Christiansborg også at finde i Hirtshals – og Naturmødet fastholdt sin rolle som stedet, hvor naturpolitik ikke bare diskuteres, men udfordres og konkretiseres.

- Naturmødet er dér, hvor uenighederne bliver tydelige – og hvor vi bliver mindet om nødvendigheden i at finde veje frem. I år har vi set en stærkere vilje til at rykke fra ord til handling. Det er helt afgørende, hvis naturdebatten skal gøre en reel forskel, siger chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen.

Netop behovet for handling var gennemgående.

Beskyttelsen af drikkevandet, tempoet i den grønne omstilling og balancen mellem natur og produktion blev ikke kun vendt – men sat ind i en ramme, hvor der blev efterspurgt konkrete løsninger og ansvar.

Samtidig viste Naturmødet sin særlige styrke: at være både demokratisk værksted og folkelig begivenhed. Mens debatterne trak fulde huse, summede byen af liv med mad, musik og møder på tværs af holdninger og baggrunde.

- Naturmødet er noget, vi er stolte af i Hjørring Kommune. Det er her, hele Danmark mødes – også når uenighederne er store. Og det er netop det, der gør Naturmødet vigtigt. Vi skal kunne tale sammen og finde løsninger, hvis Den Grønne Trepart skal lykkes, og hvis vi skal skabe en bedre balance mellem natur, landbrug, fiskeri og de mange andre interesser, der er på spil, udtaler borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse, Søren Smalbro.

I år blev der samtidig taget nye skridt i måden, naturdebatten føres på. Flere debatter blev skruet sammen med fokus på modspil, borgerinddragelse og konkrete resultater – ikke kun holdningsudveksling.

Når Naturmødet 2026 slutter, står det klart: Naturdebatten kan ikke længere parkeres – den kræver beslutninger, der både kan mærkes og måles.

Naturmødet er sat i kalenderen til at vende tilbage til Hirtshals næste år den 27. - 29. maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste