Billede beskrivelse

Kirsten og Bo har gode tilbud til de ældre

31. december 2025 kl. 19.00

HIRTSHALS: Ældre i Hirtshals og omegn kan glæde sig over et væld af aktiviteter og tilbud gennem Ældre Sagen Hirtshals – drevet af frivillige med hjerte og hænder.

I spidsen for lokalafdelingen står Kirsten, der fungerer som formand og koordinator for besøgsvennetjenesten. Hendes mand, Bo, er en praktisk hjælper, som tilbyder assistance til småopgaver i hjemmet. 

Snart indgår han også i teamet bag den nye reparationscafé i Hirtshals, hvor han bliver én af de tre frivillige mænd, der bemander caféen.

Reparationscaféen åbner officielt med en reception 20. januar og vil herefter holde åbent den sidste tirsdag i hver måned fra kl. 10.00 til 12.00 på Skovvejen 15 i Hirtshals.

– I begyndelsen er det tre mænd, der står klar én gang om måneden, fortæller Bo, som også privat hjælper Kirsten. 

– Men allerede nu har en kvinde vist interesse for at deltage med sin symaskine, og det er håbet, at flere vil komme til. Kommer der mange borgere med ting, de gerne vil have repareret, kan det blive aktuelt at udvide åbningstiden.

Aktiviteterne i Ældre Sagen Hirtshals spænder bredt og foregår næsten alle hverdage året rundt. 

Der spilles krolf både i Hirtshals og Bindslev, og én gang ugentligt samles interesserede i Sømandskirken i Hirtshals. Her kan man medbringe egne spil eller blive inviteret til at deltage i andres – eksempelvis ludo, kort, pindespil og meget mere.

Der findes også en traveturgruppe samt mulighed for at deltage i bowling i samarbejde med Hirtshals Bowlingcenter. Bowling er til dagspris, men de øvrige aktiviteter er gratis.

Derudover tilbyder en pensioneret lokal advokat gratis juridisk rådgivning i op til en time. Er der behov for yderligere bistand, henvises der til en professionel advokat, hvor almindelige salærer gælder.

Til dem med IT-udfordringer står Ældre Sagens IT-café til rådighed på Hirtshals Bibliotek – et trygt sted at få hjælp til alt fra e-Boks til smartphones.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste