Billede beskrivelse

Jonas drøm er blevet til virkelighed

22. oktober 2025 kl. 14.00

HJØRRING: Hjørring får ny blomstrende butik, når Jonas Andersen onsdag den 22. oktober slår dørene op til Den Vilde Orkidé i Strømgade.

Butikken bliver en klassisk blomsterbutik med fokus på det vilde, det nordiske og det rustikke.
Du kan både finde smukke buketter til hverdagen og unikke løsninger til særlige begivenheder.

Jonas Andersen er et velkendt ansigt i byen. Han er uddannet blomsterdekoratør og har tidligere arbejdet i Hjørring. Senest hos Tonnys Blomster i Skagen og før det som selvstændig i Tårs.

- Jeg blev faktisk opfordret af en kunde til at kigge på et lokale her i Strømgade, fortæller Jonas.

- Det var faktisk et andet lokale, men jeg kunne med det samme se, at det ville blive for småt. Jeg kan ikke styre mine indkøb, griner han.

Butikken har gode lysforhold til planterne og masser af lagerplads – og allerede før åbningen har nysgerrige kunder været henne og hive i døren.

Navnet ’Den Vilde Orkidé’ stammer fra Jonas’ barndom i Frederikshavn, hvor der voksede vilde orkidéer i området.

- Jeg begyndte at drømme om at åbne min egen butik allerede som 14-15-årig. Jeg lavede indretningsplaner og skrev indkøbslister dengang, fortæller han.

Drømmen er blevet til virkelighed, og næste mål er at kunne tage elever ind og være med til at uddanne fremtidens blomsterdekoratører.

- Det håber jeg, jeg allerede kan i 2026, afslutter Jonas.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste