Billede beskrivelse

Jette rækker igen ud til Hjørrings erhvervsliv: Hjælp trængte familier til en ordentlig jul

25. november 2025 kl. 11.01

HJØRRING: Julen er hjerternes fest – men ikke for alle. 

Hos Dansk Folkehjælp i Hjørring ved man alt for godt, at højtiden kan være forbundet med bekymringer og afsavn. Siden 2007 har organisationen hvert år uddelt julehjælp til familier, der kæmper med økonomien i december.

- Dansk Folkehjælp er den største udbyder af julehjælp i Danmark, og behovet vokser år for år. Alene i 2024 uddelte vi julehjælp for mere end 23 millioner kroner. Hjælpen er en økonomisk håndsrækning, men også en måde at mindske den stress, som følger af en presset økonomi, fortæller Jette Videnkjær, formand for Dansk Folkehjælp i Hjørring.

Billede beskrivelse

Hun peger på, at julen for mange børn ikke handler om gaver og ønsker, men om alt det, de må undvære:

- For 49.500 børn er julen årets mest stressende tid. Der er ikke råd til julemad, juletræ eller gaver. Det er en virkelighed, som rammer hårdt – både børn og forældre.

Derfor håber Jette Videnkjær endnu en gang på stor opbakning til Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamlinger. En af de vigtigste er den årlige erhvervsindsamling den 1. december, hvor erhvervsfolk i Hjørring Kommune i løbet af en time ringer rundt til virksomheder og beder om bidrag.

- Vi er dybt taknemmelige for alle bidrag, store som små. Uden erhvervslivets støtte ville vi ikke kunne hjælpe de mange familier, der søger julehjælp. Vores håb er, at vi – ligesom tidligere år – kan give trængte familier i Hjørring Kommune en jul med både varme og værdighed, siger hun.

Det er fortsat muligt at melde sig til erhvervsindsamlingen. Det sker ved at henvende sig direkte til Jette Videnkjær på mail: jettevidenkjaer@outlook.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste