Hjørrings Aktive Kvinder samlede stort fremmøde til generalforsamling
HJØRRING: 108 medlemmer var mødt op, da Hjørrings Aktive Kvinder 11. februar afholdt årets generalforsamling.
Med i alt 205 medlemmer i foreningen glædede bestyrelsen sig over det flotte fremmøde, der vidner om et stærkt fællesskab og stor opbakning til foreningens arbejde.
Sådan fortæller Elin Christensen fra foreningen om aftenen, der begyndte med fællesspisning, inden formand Elsebeth Jørgensen tog ordet og gav et tilbageblik på årets aktiviteter og nye tiltag.
Et aktivt foreningsår
Formanden fortalte blandt andet, at foreningen det seneste år har moderniseret flere arbejdsgange.
Medlemmerne kan nu betale kontingent via netbank, og både foredrag og arrangementer annonceres på Facebook og på infokanalen i Hasseris.
MobilePay er også blevet en fast del af foreningens betalingsløsninger - til stor glæde for mange.
Derudover er vedtægterne blevet gennemgået og opdateret, og foreningens program følger nu kalenderåret.
Elsebeth Jørgensen gav også et indblik i arbejdet bag kulisserne, når årets program skal planlægges.
Først udvælges spændende emner og datoer, derefter bookes lokaler i Vendelbohus, og til sidst kontaktes foredragsholderne.
- Det kan se lidt uoverskueligt ud i starten, men brikkerne falder altid på plads, lød det med et smil.
I løbet af året har foreningen afholdt 13 arrangementer, og i gennemsnit har 92 medlemmer deltaget hver gang.
Valg til bestyrelsen
Aftenen bød også på valg.
Britta Jørgensen, Michaela Braad og Else Marie Nielsen blev alle tre genvalgt til bestyrelsen.
Aase Lauritsen og Lene Højrup blev valgt til suppleanter, mens Helle Sørensen fik posten som revisor, og Elsebeth Christensen blev revisorsuppleant.
Hjørrings Aktive Kvinder støtter desuden hvert år skiftevis Julemærkehjemmet, Kræftramte Børn, Hospitalsklovnene og Make-A-Wish - altid med fokus på lokale foreninger.
I år gik donationen til Julemærkehjemmet i Hobro.
Der blev samlet 2.360,50 kroner ind blandt medlemmerne, og foreningen rundede beløbet op til 5.000 kroner.
Efter den formelle del af aftenen var der traditionen tro banko, inden medlemmerne sluttede aftenen af med kaffe og lagkage i hyggeligt samvær.