Billede beskrivelse

Hjørring-virksomhed leverer rekordordre

23. august 2025 kl. 06.03

HJØRRING: Gellerupparken i det vestlige Aarhus står over for en omfattende transformation, hvor fem syvetagers boligblokke skal renoveres og ombygges. I den forbindelse har totalentreprenøren NCC valgt den nordjyske producent Vindunor til at levere over 3.500 elementer – en kombination af vinduer og skydedøre – til i alt 735 boliger. Det er den største ordre i virksomhedens historie.

Det fortæller Vindunor i en pressemeddelelse. 

Billede beskrivelse

Aftalen, der har været undervejs i halvandet år, markerer et vigtigt skridt i den samlede helhedsplan for området, hvor 600 eksisterende boliger bliver omdannet og udvidet til 735 nye boligenheder. Projektet har en samlet entreprisesum på cirka 1,3 milliarder kroner og gennemføres med Brabrand Boligforening som bygherre.

Ifølge Jes Vejby, storkunde- og projektdirektør hos Vindunor, har det tætte samarbejde med NCC fra en tidlig fase været afgørende:

– Det er en stor og vigtig ordre, og samarbejdet har været centralt for at finde de rette løsninger til projektet.

Renoveringen stiller høje krav til både teknik og logistik. Projektet forløber over flere år og kræver nøje planlægning – fra de første beregninger til de sidste leverancer.

Produktionschef hos NCC Vest, Peter Egelund Sparre, fremhæver det solide samarbejde med Vindunor:

– Vindunor har bidraget med værdifulde input til kalkulation og løsningsvalg, hvilket var medvirkende til, at opgaven blev vundet. Samarbejdet og produktkvaliteten skaber stor tryghed.

Leverancen inkluderer 645 skydedøre, der har en central rolle i både funktion og udtryk. Produkterne er testet til vandmodstandsklasse E1200 og lever op til projektets høje standarder. Bygherre og entreprenør har inspiceret og godkendt skydedørene på fabrikken i Hjørring.

Billede beskrivelse

Skydedørene efterspørges især i projekter med fokus på åbne facader og godt lysindfald, men deres størrelse kræver gennemtænkte løsninger i både konstruktion og montage.

De fleste vindueselementer – fra Vindunors Nor48-serie – leveres som samlede enheder, hvilket reducerer antallet af løft og bidrager til en effektiv installation. En klar fordel, når arbejdet skal udføres i syv etagers højde.

De første leverancer påbegyndes i løbet af efteråret 2025, og hele projektet forventes afsluttet i 2029.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste