Billede beskrivelse

Hjørring-frisører var på scenen i Italien

15. december 2025 kl. 06.04

HJØRRING: Frk. Lillevik var igen i år repræsenteret ved et af frisørbranchens største events – Salon Prestige International Festival i Riccione i Italien. 

Denne gang var også kolleger fra saloner som Hos Bundgaard og Adoore Studio med til at opleve det storslåede show, sammen med flere andre danske frisører, skriver frisørsalonen i en omtale. 

Festivalen samler hvert år over 800 deltagere fra hele verden til et festfyrværkeri af hårkunst, kultur og kreativitet. 

Billede beskrivelse

Årets tema tog udgangspunkt i de fire elementer – vind, vand, ild og jord – og blev fortolket gennem hårdesign, dans og scenografi.

- Der opstod flere øjeblikke under showet, hvor det gav kuldegysninger. Alt fra konferencieren til kunstnerne, modellerne, danserne og den tekniske opsætning var imponerende. Et ekstremt veludført og inspirerende show, fyldt med kærlighed og passion, lød det fra Sissel Lillevik, indehaver af Frk. Lillevik og repræsentant for Jean Paul Myne i Danmark.

Billede beskrivelse

Også på scenen var Danmark flot repræsenteret. Mathilde Frost fra Adoore Studio i Hjørring delte sine erfaringer med Jean Paul Myne-brandet og satte ord på, hvad det betyder at være en del af det internationale fællesskab.

- Det var en ære at se en dansk frisør få taletid på den internationale scene. Det vidner om, hvor stor betydning de danske frisørers stemme har i udviklingen af både produkter og faglig viden. 

- Festivalen var en hyldest til det håndværk og den dedikation, der driver branchen fremad, udtalte repræsentanter fra Jean Paul Myne Danmark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste