Billede beskrivelse

Hjørring-dansere strålede ved DM: Guld, sølv og masser af glæde i Ryslinge

06. april 2026 kl. 11.04

HJØRRING: Der var glitter, energi og store smil hele vejen rundt, da PDD’s årlige Danmarksmesterskab i showdance hold samt disco solo og duo blev afholdt i Ryslinge lørdag 21. marts.

Billede beskrivelse

Art of Dance fra Hjørring stillede med to showdancehold og hele 23 disco dansere, og de nordjyske piger leverede præstationer, der kunne mærkes helt hjem i Vendsyssel.

Dagen begyndte med showdance, hvor de yngste dansere, Lil Glitters, dansede sig til en flot sølvmedalje. Kort efter tog de lidt større piger fra Reflection guldet og dermed Danmarksmesterskabet med hjem til Hjørring.

Billede beskrivelse

Herefter gik det stærkt. Et hurtigt tøjskifte, og så stod resten af dagen på disco i både solo og duo for piger fra fem år og opefter. Hjørring var stærkt repræsenteret på podiet, og flere dansere kunne lade sig hylde som danmarksmestre.

Billede beskrivelse

I Mini Disco vandt Johanna Skovbo guld i kategorien for 11 årige, mens Victoria Sølvmose imponerede ved at blive dobbelt danmarksmester i både Disco 1 og Disco 2 for 12 årige.

Derudover tog Hjørring danserne fire sølvmedaljer og tre bronzemedaljer med hjem.

Billede beskrivelse

- Det var en hård, lang og virkelig hyggelig dag. Pigerne gav alt, hvad de havde, og forældrene heppede i kor, hver gang en Hjørring danser gik på gulvet. Vi er så stolte af dem alle sammen, siger Majken Anker fra Art of Dance.

Billede beskrivelse

Hun fortæller, at dagen ikke kun handlede om medaljer, men også om fællesskab og oplevelser, der binder danserne sammen:

- Det betyder enormt meget at mærke den opbakning, både fra hinanden og fra forældrene. Det er sådan nogle dage, der giver minder, og som viser, hvor stærkt et dansefællesskab vi har i Hjørring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste