Historisk stort projekt sendes i udbud
HIRTSHALS: Det største anlægsprojekt i Hirtshals Havns historie sendes nu i udbud blandt virksomheder i EU.
Der er tale om den kommende havneudvidelse, kaldet Nordhavnen, der skal forbedre besejlingsforholdene i havnen, tilføje yderligere kajmeter og ro/ro-lejer, samt etablere opmarch- og erhvervsarealer.
Det er første etape af projektet, der fokuserer på indsejlingsforhold og en forlængelse af den vestlige mole, der nu er sendt i udbud.
Det oplyser Hirtshals Havn i en pressemeddelelse.
Målet er, at især de store skibe vil få bedre muligheder for at tilgå havnen.
- Med Etape 1 af Nordhavnen bliver vi rustet til at imødekomme skibstrafikkens stigende kapacitetskrav til gavn for lokalmiljøet, erhvervslivet samt nuværende og fremtidige kunder, fortæller CEO i Hirtshals Havn, Per Anholm Nørgaard.
Anlægsarbejdet forventes igangsat i 2027, og projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2029 – start 2030.
Havnen vil fortsætte i fuld drift gennem byggeperioden.
Udbud skal forhandles
I de kommende måneder skal Hirtshals Havn i gang med at forhandle med de entreprenører, der byder ind på projektet.
- At vi nu kan gå i udbud med Etape 1 af Nordhavnen er et resultat af, at Hjørring Kommune sammen med Hirtshals Havns bestyrelse tilbage i 2019 traf en principiel beslutning om at udvide havnen. Det har krævet en stor indsats at nå hertil, og det er derfor også en stor fornøjelse endelig at kunne tage det her vigtige skridt, siger Michael Lundgaard Thomsen, der er Bestyrelsesformand i Hirtshals Havn.