Billede beskrivelse

Hele Løkken gik i bøgernes tegn: Elever læste i hele byen

12. september 2025 kl. 11.01

LØKKEN: Mandag den 8. september blev Løkken forvandlet til ét stort læserum. I anledningen af FN’s Internationale Læsedag gik alle elever fra Løkken skole ud i byrummet for at læse. Lige dér, hvor det gav allermest mening.

En stille summen af stemmer og bogsider, der vendes. Sådan lød det i gaderne, på stranden og ved byens stadion, da Løkken Skole mandag markerede FN’s Internationale Læsedag med en særlig ’læsehappening’.

Alle skolens elever deltog i projektet Løkken Læser, hvor læselysten blev flyttet ud af klasseværelset og direkte ud i byen.

- Vi lavede en happening både for os selv og for dem, vi møder på vejen. Eleverne læser bøger, der passer til det sted, de befinder sig, fortæller lærer og koordinator Janne Søltoft.

Fodboldbøger på stadion, gyserhistorier på kirkegården

Børnene var inddelt i læsegrupper efter interesser på tværs af årgangene – og det satte rammerne for en lang række kreative læsespots rundt i byen.

- Vi vil gerne vise børnene, at bøger kan være både sjove og relevante. Og at man kan fordybe sig i dem, uanset om man står på en fodboldbane eller sidder på en trappesten. Det handler om at gøre læsning levende, forklarer Janne Søltoft.

Bøger giver noget, en skærm aldrig kan

FN’s Internationale Læsedag har været markeret siden 1966 og skal minde om, hvor vigtig læsefærdighed er for både den enkelte og for verdenssamfundet. I Løkken kobler man det globale budskab med lokal forankring – og her handler det om mere end bare ord på papir.

- Læsekompetencer er afgørende for, hvordan børn klarer sig i livet. Men det handler også om fantasien. Bøger giver adgang til verdener, du selv er med til at skabe. Det er ikke det samme som at swipe på en skærm, siger Janne.

Også på Hjørring Bibliotek

Læsedagen på Løkken Skole var arrangeret af skolen og biblioteket i fællesskab. Men også på
biblioteket i Hjørring markerede man læsedagen med bogsjov for børn. Blandt andet med book
talk, bogbadges, tatoveringer og mix & match-aktiviteter.

Overalt i kommunen blev dagen brugt til at sætte læsningen på dagsordenen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste