Havfruerne vender tilbage til Nordsøen Oceanarium
HIRTSHALS: I uge 27 gentager Nordsøen Oceanarium succesen, når de professionelle havfruer igen hopper i det 4,5 millioner liter store Oceanarium for at fremføre deres spektakulære show til glæde for både store og små.
Fra 1. til 5. juli kan gæster opleve havfruerne svømme elegant rundt blandt hajer, rokker og tusindvis af stimefisk.
Showene finder sted hver dag klokken 10.00 og 12.50 og er inkluderet i den almindelige entrébillet.
Havfruerne har siden deres første besøg i Hirtshals i 2022 været tilbage flere gange.
Hver gang har de tiltrukket mange begejstrede gæster, og arrangementerne er blevet en fast favorit blandt både børn og voksne.
Professionel havfrue
En af havfruerne er Karin Prehst Lund Madsen, som er uddannet skuespiller og professionel havfrue.
Hun optræder blandt andet på Den Blå Planet og i Nordsøen Oceanarium.
- Min største glæde er havfruedykning i havet. Gratis meditation og yoga i ét dyk. Jeg har altid elsket havet og de væsener, der bor dernede. Hjemme hos os er en dag på stranden det bedste, vi ved, fortæller Karin Prehst Lund Madsen.
Hun har svømmet og dykket siden barndommen, og fascinationen af vægtløsheden og stilheden under vandet har fulgt hende hele livet.
- Det er helt specielt at dykke i oceanariet i Hirtshals, da fiskene kommer tættere på end mange andre steder. At få lov til at dykke rundt blandt hajer, rokker, makrelstimer og de bundlevende dyr er et privilegium og en stor fornøjelse, siger hun.
Kom helt tæt på
For de besøgende er der også mulighed for at komme helt tæt på de sagnomspundne væsener.
Efter hvert show åbner Havfruehulen, hvor børn og voksne kan møde havfruerne, få taget et billede sammen med dem og tage et særligt minde med hjem.
Det kræver en tillægsbillet at deltage i “Mød havfruerne”, og der er et begrænset antal pladser til hvert arrangement.
Havfruedagene finder sted fra 1. til 5. juli.
Der er rig mulighed for at opleve de magiske skabninger fra første parket i Nordsøen Oceanariums store oceanarium.