Billede beskrivelse

Hav-relationer: Se den nye høstudstilling på Galleri Visby

07. august 2025 kl. 06.00

LØNSTRUP: Galleri Visby åbner dørene til årets stemningsfulde høstudstilling Havrelationer, hvor tre anerkendte kunstnere udforsker havets rolle som både inspirationskilde og eksistentiel kraft.

Det fortæller galleriet i en omtale. 

Ferniseringen finder sted fredag den 8. august kl. 14.00 til 16.00. Her bydes gæsterne på et glas vin og mulighed for at møde kunstnerne, der deler indblik i deres kunstneriske praksis.

Udstillingen vises i galleriets smukke 200 år gamle hestestald og byder på:

Tekstilkunst i strik af tekstildesigner Marianne Johnstad-Møller, som gennem lag og transparens formgiver havets rytmer og bevægelser. Vesterhavets landskab og stemninger præger hendes tilgang til både materiale og udtryk.

Billede beskrivelse

Grafik, tuschtegninger og sandtegninger af billedkunstner Anneline Schjødt Pedersen, der med afsæt i barndommens oplevelser ved Limfjorden undersøger havets emotionelle og sanselige betydning som sted, stemning og kraft.

Billede beskrivelse

Skulpturer og unika kopper af keramiker Helle Bovbjerg, inspireret af havnens symbolske rolle som overgangssted mellem afrejse og hjemkomst. Særligt pullertens funktion og form går igen i værkerne. Til Havrelationer vises blandt andet en række keramiske skulpturer og en serie unika kopper – Yunomis – med glasurer og dekorationer inspireret af vejret og lyset ved Vesterhavet.

Udstillingen Havrelationer kan opleves frem til den 5. oktober.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste