Gratis skolemad i tre år: Lokal skole er med i forsøgsordning
HJØRRING: På Hjørring Private Realskole kom julen tidligt i år, da skolen blev udtrukket af Undervisningsministeriet til at modtage tilskud fra den nationale forsøgsordning for skolemad 2025-2028. Dette initiativ er en del af regeringens planer om at undersøge effekterne af gratis skolemad på børns faglighed og trivsel.
Bevillingen på godt 12 millioner kroner betyder, at eleverne i skolens udskoling vil få gratis skolemad de næste tre år. Ordningen træder i kraft efter sommerferien, og der er stor forventning på Hjørring Private Realskole:
- Sundhed og trivsel er centrale værdier på skolen, og i samarbejdet med forældrene har der længe været fokus på vigtigheden af, at eleverne husker morgenmaden og har en sund madpakke med. Dette sikrer, at de er godt rustet til at modtage undervisning og trives i skolen, fortæller skoleleder Klaus Lundsgaard.
- Jeg er overbevist om, at ordningen vil have en positiv indvirkning på både trivsel og indlæring. Vi ser frem til at deltage i forsøget, som forhåbentlig vil føre til, at skolemad bliver en permanent ordning for alle elever i landet, fortsætter han.
Der er naturligvis en række logistiske udfordringer, når så mange elever skal forsynes med mad. Arbejdet med at finde den rette leverandør og få styr på de praktiske detaljer er allerede godt i gang.
- Vi er allerede langt i processen, og jeg er ikke i tvivl om, at alt vil falde på plads, forsikrer Klaus Lundsgaard, som er begejstret for den positive nyhed.
- Det er både en tids- og pengebesparelse for mange forældre med en travl hverdag. De slipper nu for at købe ind og smøre madpakker, samtidig med at vi forventer øget trivsel og bedre undervisningsparathed hos eleverne. Det vil igen hjælpe vores dygtige lærere med at give den bedst mulige undervisning til de unge, afslutter han.