Billede beskrivelse

Glade naboer væltede ind: Claus åbner ølbutik i landsby

26. december 2025 kl. 11.01

SINDAL: Efter fem år med et lille butikslokale på Strandby Badehotel har øl-entusiasten Claus Hassing Dahlgaard hevet rødderne op og flyttet sin butik Bestbeers til Sindal.

Lørdag 13. december slog han sammen med sin kone dørene op til den nye butik på Østergade i Sindal.

- Vi har ikke fået armene ned endnu. Det var venner, familie og gode kunder, der kom forbi med blomster og gaver. Det, der gjorde mest indtryk, var, hvor mange lokale borgere fra Sindal, der stak hovedet ind og sagde, hvor dejligt det er, at nogen åbner noget i byen, siger Claus Hassing Dahlgaard.

Han åbnede sin virksomhed tilbage i 2020 efter, at han i mange år havde haft en interesse for især belgisk øl.

Billede beskrivelse

- Jeg ville gerne prøve at starte noget op. Jeg undersøgte, hvor svært det egentlig var at åbne en hobbyvirksomhed, og det var ikke så slemt. Men det har jo så taget om sig, siger ølentusiasten med et grin.

Han fik lov at have et lille butikslokale på Strandby Badehotel, som han også har afholdt en del ølsmagninger og andre arrangementer sammen med.

- Det har fungeret rigtigt fint i fem år, men nu synes jeg efterhånden, at der var for lidt plads. Jeg ville gerne prøve noget andet, siger Claus Hassing Dahlgaard.

Han bor selv i Strandby, men arbejder i Hjørring, og derfor kører han lige gennem Sindal hver dag. En dag så han et ledigt lokale ud til vejen, og det ene førte til det andet.

På trods af sin forkærlighed for belgiske øl er det dog langt fra begrænset til den kategori. Alle øl er særligt udvalgt af Claus Hassing Dahlgaard. Han har ikke noget i butikken, han ikke selv tror på.

Billede beskrivelse

- Jeg tager ikke noget hjem bare fordi. Det er det udvalgt, jeg tror, der er det bedste, siger han og tilføjer, at han selv er vild med stout og porter.

Det på trods af, at han for fem år siden knap kunne få en Limfjordsporter ned.

- Mine smagsnuancer har ændret sig med tiden, griner han.

Butikken er lige åbnet, men han har en klar ambition om at blive en stærk del af lokalsamfundet i Sindal.

- Det gjorde indtryk på os, at så mange fra byen kom ind, stak lappen frem og sagde velkommen til Sindal, siger han.

Lige nu har Bestbeers Sindal åben fredag fra 14.30 til 17.30 og lørdag fra 10 til 14.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste