Frysehuset inviterer frivillige til infomøde: - Fællesskabet bliver lige så vigtigt som arbejdet
HJØRRING: Det er svært at komme udenom, at der sker store forandringer i Frysehuset på Sct. Cathrinevej i Hjørring lige nu, og åbningen og en række koncerter og events i april er allerede annonceret.
Det betyder, at der er brug for masser af frivillige, der har lyst til at løse forskellige opgaver i huset.
Derfor inviterer Frysehuset til informationsmøde for frivillige.
Det sker lørdag 1. marts klokken - 13.00-15.00.
Opgaverne er mange og meget forskellige, fortæller Jacob Høyer Juhl fra Frysehuset og fortsætter:
– Vi har brug for frivillige, der kan tage sig af den mindre og løbende vedligeholdelse, rengøring, kommunikationsopgaver, vagter i entré/billetsalg, baren, backstage, som kan sy hynder og puder, upcykle gamle lamper, male møbler og udføre andre kreative opgaver i forbindelse med indretningen. Og så skal vi bruge nogle som har lyst til at tage teamlederrollen for andre frivillige.
Han fortæller videre, at en tjans som frivillig ikke kun handler om en masse arbejde.
– Slet ikke, og lørdag kommer vi også til at fortælle om de fordele, der er ved at arbejde som frivillig i Frysehuset, siger han.
– Vi vil jo gerne skabe et sted, hvor fællesskabet og glæden ved at gøre noget sammen fylder mindst lige så meget som arbejdet, og derfor vil der blandt andet også være en månedlig frivillig café med mad og oplæg, ligesom de frivillige opnår nogle forskellige goder.
Du kan melde dig til ved at sende en mail til frivillig@frysehuset.dk eller sms til 42544216. Hvis du ikke kan deltage lørdag, men har lyst til at arbejde som frivillig, hører Frysehuset også gerne fra dig.