Seneste nyt
Billede beskrivelse

Frisør udvider teamet med erfaren frisør

27. juli 2026 kl. 06.01

HJØRRING: Fra den 3. august bliver Mathilde Ørum Nygaard en del af teamet hos Frisør frk. Lillevik i Hjørring. 

Med næsten 10 års erfaring og en stor passion for sit fag ser salonen frem til at byde den nye frisør velkommen.

Hos Frisør frk. Lillevik er glæden stor over at kunne styrke teamet med en erfaren frisør, der deler salonens fokus på kvalitet, nærvær og personlig service.

- Vi glæder os utrolig meget til at få Mathilde med på holdet. Hun er en dygtig frisør, brænder for sit fag og passer perfekt ind i vores værdier om kvalitet, nærvær og personlig service, siger indehaver Sissel Lillevik.

Mathilde Ørum Nygaard bor sammen med sin engelske mand og parrets to børn. 

Når hun ikke arbejder i salonen, bruger familien meget af fritiden på at renovere deres murermestervilla – et projekt, som ifølge hende selv nok aldrig bliver helt færdigt.

Kreativiteten fylder i det hele taget meget i hendes liv.

- Jeg har en konstant kreativ kløe, så jeg løber aldrig tør for projekter, fortæller hun.

Eventyrlyst og kreativitet

Mathilde har gennem årene opsøgt oplevelser, der har udfordret hende både personligt og kreativt.

Som 22-årig rejste hun alene til Indien for at tage en yogauddannelse. Siden har hun blandt andet boet næsten selvforsynende i en kolonihave, sprunget bungee jump over Cheakamus River i Canada, besteget Den Kinesiske Mur og redet på kamelryg gennem Marokkos ørken, hvor hun overnattede under åben himmel.

- De fleste af mine bedste beslutninger er taget spontant. De har sjældent været planlagt, men de har været med til at forme mig og gjort mig til den, jeg er i dag, siger Mathilde.

Den nysgerrighed og kreativitet tager hun også med ind i frisørfaget, hvor hun lægger vægt på både det håndværksmæssige og den gode kundeoplevelse.

Fra den 3. august kan kunder hos Frisør frk. Lillevik møde Mathilde Ørum Nygaard i salonen, hvor hun glæder sig til at tage imod både nye og eksisterende kunder.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste