Fremtidens arbejdsstyrke i den maritime branche: Elever oplever virkeligheden på Hirtshals Havn
HIRTSHALS: Hirtshals og omegn rummer en bred vifte af spændende uddannelses- og jobmuligheder inden for den maritime sektor.
Alligevel er det ikke altid, at de yngre borgere i området opdager potentialet i den blå industri. For at ændre dette åbnede fire store virksomheder på og nær Hirtshals Havn dørene for elever fra Lundergård i Hjørring – med målet om at inspirere dem til en fremtid i den maritime branche.
Det fortæller Hirtshals Havn i en omtale.
Udvidet jobhorisont for unge elever
Hirtshals byder på mange og vidt forskellige jobmuligheder, men for mange folkeskoleelever er havnen primært forbundet med erhverv som fiskeri og færgedrift. Gennem projektet Brobyg Nord har fire store virksomheder givet elever fra 7. og 8. klasse på Lundergård, en del af Nordvestskolen i Hjørring, en bredere forståelse for de karriereveje, som findes i Hirtshals.
– Det har været en fantastisk dag med de 44 elever, og jeg tror, flere af dem blev positivt overraskede over de mange jobfunktioner, vi har her i Hirtshals. Der er et væld af muligheder inden for maritim service, men havnen rummer også administrative stillinger inden for marketing, salg og spedition. Man kan endda blive kok, forsker eller ingeniør, fortæller Ditte Sørensen, Head of Marketing hos Hirtshals Havn.
En bro mellem arbejdsliv og folkeskole
Dagens program bestod af besøg hos fire virksomheder, hvor eleverne blev opdelt i mindre grupper for at få et dybere indblik i de forskellige arbejdsområder.
Fjord Line præsenterede arbejdet med indkøb, HR, fragt og retail.
MarineShaft gav eleverne et indblik i hverdagen som industritekniker, skibsmontør og bogholder.
Smyril Line satte fokus på jobmuligheder inden for spedition, fragt og lagerstyring.
Nordsøen Oceanarium introducerede eleverne til arbejdsopgaver som biolog, elektriker, dykker og smed.
Initiativet blev igangsat i 2020 af Hirtshals Havn, Fjord Line og Lundergård med ambitionen om at udvide elevernes jobhorisont og drømme i Hirtshals. Michelle Larsen, HR Partner hos Fjord Line, ser tilbage på projektets udvikling med stor tilfredshed:
– Det er fantastisk at opleve den nysgerrighed og de aha-oplevelser, eleverne får, når de opdager, hvor mange forskellige jobmuligheder der findes – både til lands og til vands. Hvis vi kan tænde en gnist hos bare én af dem, har vi gjort en forskel. Det er præcis derfor, vi deltager i Brobyg Nord.
Fremtidens kollegaer og samarbejdspartnere
For Ditte Sørensen er håbet, at nogle af de unge en dag vender tilbage til Hirtshals Havn som en del af arbejdsstyrken:
- Navnet Brobyg Nord afspejler vores vision om at bygge bro mellem folkeskolen og arbejdslivet i Hirtshals. Forhåbningen er, at vi en dag kan byde eleverne velkommen tilbage – denne gang som kollegaer eller samarbejdspartnere.
Med initiativer som dette bliver fremtidens maritime arbejdsstyrke allerede nu inspireret og klædt på til de mange muligheder, der venter i Hirtshals.