Fra skole til moderne boliger: Vindunor lukker lys ind med over 900 vinduer
HJØRRING: På grunden, hvor Præstelundsskolen i Brande i sin tid lå, tager et nyt boligområde nu form.
I Brande er JCN Bolig i fuld gang med at opføre Det Grønne Plus – et projekt med 137 moderne boliger fordelt på rækkehuse og etagebyggeri. Til byggeriet leverer Vindunor i alt 922 vindues- og dørelementer, produceret på virksomhedens fabrik i Hjørring og tilpasset i tæt dialog med både bygherre og arkitekt.
Det fortæller Vindunor.
Hvor skoleklokken tidligere kaldte elever til time, præger nu lyden af maskiner og håndværkere området. De nye boliger fordeler sig på 15 rækkehuse, 28 seniorboliger og 94 lejligheder – alle med fokus på lys, kvalitet og bæredygtige løsninger.
Ambitionen med Det Grønne Plus er at skabe et boligområde, hvor historien lever videre. Flere af skolens materialer genbruges i byggeriet, og målet er at forene fortidens arv med nutidens krav til komfort og energi.
Vindunor bidrager med vinduesløsninger i et slankt og moderne design, der lukker dagslys ind og understøtter områdets arkitektur. Leverancen spænder fra store terrassepartier til vinduer med ekstra dybe karme, alle udført med omtanke for både æstetik og funktion.
- Vindunor blev inddraget allerede i projektets indledende fase. De er en samarbejdspartner, vi kender fra tidligere, og som vi ved kan levere både kvalitet og fleksibilitet. Når man arbejder i den her skala, er det vigtigt med leverandører, der også bidrager aktivt til at finde de rigtige løsninger. Det har givet os tryghed og sikret et stærkt slutresultat, udtaler Casper Skødt Nielsen, produktionschef hos JCN Bolig.
For Vindunor har projektet handlet om at forene æstetik, funktion og ansvarlighed. Vinduerne, der anvendes i Det Grønne Plus, har netop fået en ny miljøvaredeklaration (EPD), som dokumenterer en af markedets laveste CO₂-værdier for trelags træ/alu-vinduer.
- Vores rolle handler ikke kun om at levere vinduer, men om at sikre, at de spiller sammen med både arkitekturen og de tekniske krav. Med EPD’en får bygherre og rådgivere et solidt grundlag for deres valg – og vi understøtter ambitionen om at bygge videre på stedets historie med moderne, gennemarbejdede løsninger, siger Jes Vejby, storkunde- og projektdirektør i Vindunor.
For at sikre en smidig montageopstart har Vindunor stillet egne teknikere til rådighed på byggepladsen. Det har givet montørerne en hurtig indføring i løsningerne og reduceret risikoen for fejl og efterarbejde.
- Vi har oplevet en meget professionel tilgang og en ekstraordinær service fra Vindunor. Deres folk har været med hele vejen og hjulpet os med at gennemgå montage og tekniske detaljer – det har formentlig sparet os for flere servicesager, fortæller Casper Skødt Nielsen.
De første rækkehuse står allerede færdige, mens lejlighederne i områderne Atriumgården og Terrassehusene forventes afsluttet inden udgangen af 2026.