Billede beskrivelse

Flere unge læser mindre: Lokalt gymnasium indfører læsebånd

21. januar 2026 kl. 11.03

HJØRRING: Hjørring Gymnasium har i dette skoleår indført et læsebånd for alle elever på første årgang. Tiltaget skal styrke læsekompetencerne og evnen til fordybelse i en hverdag præget af skærmbrug.

Det fortæller Hjørring Gymnasium.

Undersøgelser viser, at mange unge i Danmark læser for lidt. Det ønsker Hjørring Gymnasium at gøre noget ved. Derfor er der nu sat tid af i undervisningen til læsning af skønlitteratur, biografier, historiske fortællinger eller rejselitteratur på dansk. Læsebåndet er ikke tiltænkt lektielæsning eller opgaveløsning.

Ifølge uddannelseschef Vibe Schmidt er læsning en afgørende studiekompetence - også på gymnasialt niveau:

- Læsning er grundlaget for næsten al læring. Når elever fordyber sig i en længere tekst, styrker det både deres sprog, forståelse og analytiske evner. Det er kompetencer, der gavner dem i alle fag.

Billede beskrivelse

Et fast rum til fordybelse

Tiltaget falder sammen med resultater fra blandt andet PISA-undersøgelser, som viser, at danske unges læselyst ligger lavt sammenlignet med jævnaldrende i mange OECD-lande. Hjørring Gymnasium håber, at det faste læsebånd kan være med til at vende udviklingen ved at skabe et rum til fordybelse:

- Mange unge læser, men ofte i korte tekststykker på sociale medier. Med læsebåndet skaber vi et roligt rum, hvor eleverne i 1.hf og 1.g kan læse en sammenhængende tekst uden forstyrrelser, siger Vibe Schmidt.

Billede beskrivelse

Læselyst og læsefærdigheder hånd i hånd

Eleverne medbringer selv en bog, og har de glemt den, står gymnasiets nye popup-bibliotek klar med et udvalg af skønlitterære værker. Ordblinde elever kan benytte lydbøger og opfordres til samtidig at følge med i den fysiske bog.

Målet er at styrke både koncentrationsevnen og læsefærdighederne – færdigheder, der er nødvendige både i gymnasiet og videre i uddannelsessystemet:

- Eleverne skal kunne navigere i en kompleks verden og håndtere store tekstmængder – både under uddannelse og i arbejdslivet. Læsebåndet er et lille dagligt tiltag, men det kan få stor betydning på lang sigt, afslutter Vibe Schmidt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste