Finale på Helhedsplan: De Maritime Huse i Løkken fik varm officiel velkomst
LØKKEN: De store smil var fremme, da De Maritime Huse, der skal være ramme om både byens kystfiskeri, friluftsliv og turismen blev officielt indviet.
Folk fra nær og fjern strømmede til fra tidlig formiddag.
- En mærkedag og et punktum for en lang proces, lød det fra formanden for Løkken Moleleje, Christian Hem.
– Jeg kan faktisk næsten stå her og blive lidt rørt, konstaterede Bettina Hedeby, direktør for miljø og teknikforvaltningen i Hjørring med et smil.
De nye huse fik også et par borgmesterord med på vejen fra borgmester Søren Smalbro (V).
– Nu fuldender vi Helhedsplanen for Løkken Moleleje, og de maritime huse er en flot, flot finale, sagde han.
Også hos Arkitektfirmaet Hovaldt A/S med base i Vrå, der i sin tid vandt konkurrencen om at tegne de nye huse, var der glæde.
Arkitektkonkurrencens deltagere var anonymiseret, men arkitekt Dorte Hovaldt er ikke i tvivl om, at arkitektfirmaets lokalkendskab sammen med en stor portion kærlighed til området, var med til at sikre dem opgaven.
– Vi elsker området, og vi er vant til at komme her i al slags vejr. Derfor er vi meget bevidst gået efter nogle robuste materialer, der kan modstå klimaet her på alle tider af året, sagde hun og fortsatte:
- Samtidig har det været meget vigtigt for os at skabe nogle huse, der falder naturligt ind i klitlandskabet.
Hos Kasper Brix, der tidligere på året kunne glæde sig over, at North Shore Surf havde fået forpagtningen efter den var sendt i udbud af Hjørring Kommune, var der også glæde. Og der blev langet masser af kanelsnegle og kaffe over disken i caféen.
– Det her giver os jo nogle helt andre betingelser for at arbejde med blandt andet helårsturismen, for nu kan vi – uanset vejr og vind – komme indenfor uanset om man er del af et surfhold eller vil nyde en kop kaffe i varme og hyggelige omgivelser, sagde han og fortsatte:
- Men jeg vil også rigtigt gerne understrege, at det her først og fremmest resultat af det, fællesskabet her i Løkken løfter.
Arrangementet sluttede med det traditionelle snoreklip. Dog tilpasset de maritime omgivelser. Den røde snor var nemlig udskiftet med et fiskenet.