Feriepartner Løkken opruster med erfaren profil
LØKKEN: Med ansættelsen af ejerrådgiver Charlotte Rehder Borup sætter Feriepartner Løkken yderligere fart på væksten og styrker dialogen med sommerhusejerne.
Det fortæller Feriepartner Løkken i en pressemeddelelse.
Et velkendt ansigt er tilbage på kontoret i Løkken.
Charlotte Rehder Borup er tiltrådt som ejerrådgiver og bringer solid erfaring fra feriehusbranchen med sig.
Hun begyndte sin karriere i 2013 hos Feriepartner Lønstrup og arbejdede efterfølgende på flere kontorer i Feriepartner Nordjylland frem til 2021.
Fra 2021 og frem til årsskiftet 2025/2026 var hun ansat hos Sol og Strand i Løkken, hvor hun blandt andet har haft roller som souschef, bureauchef og senest forretningsudvikler.
Jesper Smidt, bureauleder og partner, ser ansættelsen som en klar styrkelse:
- Jeg glæder mig over, at Charlotte er vendt tilbage til Feriepartner Løkken. Vores i forvejen stærke team ser tilgangen som en markant styrkelse.
Han understreger, at bureauet allerede har en solid markedsposition og et stærkt brand:
- Med tre stærke profiler på ejersiden står vi endnu bedre rustet. Målet er at skabe yderligere vækst – både for nuværende husejere og for nye ejere, der ønsker at udleje deres feriebolig gennem Feriepartner Løkken.
Øge udlejningen
Bureauet arbejder målrettet med en ambitiøs vækststrategi. En tættere pleje af den eksisterende husportefølje er en central del af indsatsen. Ifølge salgschef og partner Jonas Lassen er ansættelsen et konkret skridt i den retning.
Charlotte Rehder Borup ser frem til den tætte dialog med sommerhusejerne:
- Jeg har solid erfaring med i bagagen og glæder mig til at dykke ned i den eksisterende portefølje. Målet er at optimere og øge udlejningen for husejerne. Vi er altid klar til dialog om samarbejdet.
Ejerrådgiverteamet består nu af Søren Andersen, Charlotte Rehder Borup og Jonas Lassen. Søren Andersen har netop afsluttet sit trainee-forløb og fortsætter som ejerrådgiver – en udvikling, der vækker stor tilfredshed hos ledelsen.