Billede beskrivelse

FC Barcelona har trænet unge fodboldtalenter i Bagterp hele ugen

02. august 2025 kl. 06.00

HJØRRING: Børneudviklingstræner Tobias Ørtoft fra Bagterp IF er ikke i tvivl om, at Hjørring-klubben har gjort et scoop denne sommer.

Lige nu løber omkring 130 børn rundt på Bagterp IF´s baner. Her er de på fodboldskole som mange andre børn rundt om i Danmark.

– Vi syntes, at vi godt ville prøve noget lidt andet, og derfor er vi superglade for, at FC Barcelona har sagt ja til at komme og arrangere fodboldskole med os, siger han.

Billede beskrivelse

På fodboldbanen blander med de danske stemmer sig med engelsktalende stemmer med spansk accent.
Stemmen tilhører camp koordinatoren fra FC Barcelona, Albert Corominas Casals fra Barca Academy Camp.

De danske fodboldbørn, der til dagligt spiller i klubber i og udenfor Hjørring, gør indtryk på camp koordinatoren fra FC Barcelona. Albert Coromins Casals er vant til at arrangere camps i regi af FC Barcelona over hele verden. Men det er første gang, at turen går til Danmark.

Billede beskrivelse

Han yderst positiv over de danske børn.

– De er så passionerede og fokuserede, og det er jo det helt perfekte udgangspunkt for at lære nyt, siger han.

Der er også begejstring hos de unge fodboldspillere, der er piger og drenge i alderen fra 7-18 år. De er delt ind, så de yngste træner om formiddagen, mens de ældste får undervisning om eftermiddagen.

12-årige Johanne Løvschall har ikke fortrudt et øjeblik, at hun bruger en uge i Hjørring.

– Alle i hele verden kender jo FC Barcelona og ved, hvad de kan, siger hun.

Billede beskrivelse

– Så det er jo lidt vildt at få lov til at træne med dem, og jeg har allerede fået nogle nye ting med.

10-årige Marius Købsted Dyhr er også begejstret.

– Jeg er da lidt stolt over at være med, og så kan jeg rigtigt godt lide, at de kommer med nogle andre måder at træne på end vi er vant til, siger han.

Hos Bagterp IF er håbet, at fodboldskolen er starten på noget større.

Billede beskrivelse

– Vi håber jo, at vi med den her camp har fået skabt et fremtidigt samarbejde. Og jeg håber da også, at vi næste år kan tilbyde en lignende camp i samarbejde med FC Barcelona, siger Tobias Ørtoft og fortsætter:

- Jeg er jo så megastolt over, at vi har kunne få en kaliber som FC Barcelona til Bagterp IF og givet vores medlemmer og en masse andre børn den oplevelse.

Han understreger, at fodboldskolen ikke ville være mulig uden lokale kræfter.

– Uden vores frivillige, der bakker op og sørger for, at børn, forældre og FC Barcelonas crew har en fantastisk uge, var det slet ikke muligt, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste