Færre skærme, mere tid til fordybelse på Hjørring Bibliotek
HJØRRING: Farveblyanter, postkort og bøger har overtaget pladsen, hvor der tidligere stod gamer-computere.
På Hjørring Bibliotek har man valgt at skrue ned for skærmene i børnebiblioteket og op for kreativiteten, læselysten og de hyggelige stunder.
På en varm sommerdag har flere familier søgt indenfor i bibliotekets kølige rammer. Ved det nye kreabord sidder 10-årige Rosa og hendes lillesøster Søs på fire år sammen med deres mor Mai Odgaard Petersen.
De farvelægger tegninger og maler postkort, mens bøgerne fylder hylderne omkring dem.
For familien er biblioteket et fast holdepunkt et par gange om måneden, og Mai er glad for den nye indretning.
- Jeg synes, det er en god beslutning at fjerne computerne. Der er faktisk ikke brug for dem her, hvor børnene kan lave så meget andet. Samtidig slipper vi som forældre for diskussionen om, hvorvidt børnene skal spille eller læse. Den debat ender let med, at bøgerne bliver ’det kedelige valg’, og det er jo ærgerligt, siger hun.
Et pusterum fra skærmene
Familien har ligesom mange andre oplevet, at skærmtid kan give konflikter derhjemme.
- Vi har prøvet mange forskellige modeller. Fra klippekort til skærmfrie uger. For os handler det både om, hvor længe børnene sidder foran en skærm, og hvad de bruger tiden på. Der findes masser af gode og kreative ting online, men det vigtigste er, at vi taler om det, fortæller Mai.
Netop dét er en del af tanken bag bibliotekets nye indretning.
Ifølge bibliotekar Anne Heidmann er formålet ikke at gøre skærme til noget forbudt, men at skabe et rum, hvor de ikke automatisk stjæler opmærksomheden.
- Vi vil gerne undersøge, hvordan børn og voksne reagerer, når computerspil ikke er det første, man møder i biblioteket. Skærme er en naturlig del af hverdagen, men de behøver ikke være overalt, siger hun.
Biblioteket har fortsat to spillekonsoller i børnebiblioteket, hvor børn kan spille sammen, ligesom der stadig er computere i voksenafdelingen.
Nye muligheder for leg og læsning
De tidligere computerpladser er i stedet blevet forvandlet til områder, hvor børn kan tegne, være kreative eller fordybe sig i bøger.
En af nyhederne er den såkaldte ’Lyt- og læs-hule’. Her kan børn sætte sig godt til rette, vælge blandt 43 bøger og få historien læst højt, mens de følger med i bogen. Et lille pling fortæller, hvornår det er tid til at bladre.
Tilbuddet henvender sig til børn fra cirka fem til ti år og skal gøre læseoplevelsen både hyggelig og tilgængelig.
Ifølge Anne Heidmann har biblioteket allerede fået positive tilbagemeldinger fra forældre.
- Mange voksne fortæller, at de synes, det er befriende, at computerne ikke længere er det første, deres børn løber hen til. Det giver plads til nogle andre oplevelser sammen, siger hun.
Om forsøget bliver permanent, vil tiden vise, men allerede nu er der blevet mere plads til det, biblioteket først og fremmest handler om, nemlig bøger, fordybelse og tid sammen.