Ellen samlede til unik minikonference om unge og turisme hos Kaosfabrikken
LØKKEN: Kulturen er groende i kystbyen Løkken, og Kaosfabrikken i Nørregade er med på beatet med et hav af events hele året - senest symboliseret i en minikonference omhandlende de unge og turismen.
Ellen Raunsmed bød indenfor som vært, og til konferencen var de yngre kræfter repræsenteret af unge fra ungestedet Rampen Ebeltoft, mens flere indflydelsesrige personer deltog fra det nordjyske.
Der er noget i luften
I sine varme velkomstord understregede hun, at de unge mennesker ligger hende meget på sinde, og at det er vigtigt at lytte til den yngre generation, da de er fremtidens voksne med mange visioner.
Hun kom også ind omkring, hvordan Løkken var ved årtusindskiftet, og at der i det seneste årti synes at være kommet en ændring i vores by, som ifølge hende er ved at skabe sin nye identitet.
Dejlig fællessang var også på menuen til at starte med, og det var egentlig meget sigende, at der skulle synges 'Der er noget i luften' med den tilstundende højtid og kulturel fremdrift in mente.
Festival, tv og yoga
Isabella Krog og Jytte Andreasen fik derefter ordet, og de repræsenterede Rampen Ebeltoft, som styres og drives af de unge selv, og hvor man mødes flere gange om ugen til samvær uden alkohol.
Der bliver hygget, snakket og diskuteret, ligesom der bliver afholdt events, hvor et af de absolutte højdepunkter er Blue Ocean Music Festival, som årligt samler mere end 400 unge i alderen 15-25 år.
Instagram er det foretrukne sociale medie, hvor man når godt ud til målgrupperne for at skabe relationer, hvor man går i dybden med fællesskab og demokratiske værdier i en evigt konstant proces.
Alle beslutninger bliver således taget sammen på demokratisk vis, og man forsøger hele tiden at være udviklende, trendsættende, nyskabende og afprøvende, hvorfor der ofte bliver prøvet noget nyt.
Arrangementerne kan være mangeartede, og kan for eksempel både have tema med yoga eller tv med Junglebogen - en netværksinspiration til andre kulturhuse og ungeaktiviteter over hele Danmark.
De unges præsentation blev afsluttet med en glad, selvlavet video, der fortalte mere om musikfestivalen og Rampens DNA - og Ellen var blandt de mange, som fandt oplægget meget inspirerende.
'Det, som vi ser nu'
VisitNordvestkysten var repræsenteret af CEO, Peter Krusborg Pedersen, som i sin tale blandt andet kom ind omkring, hvordan den nysgerrige ungdom nutildags har en sund tilgang til tilværelsen.
Således søger de unge både at komme ud i verden for at opleve noget, men samtidig søges også det lokale og autentiske, hvilket fint afspejler de muligheder, som kystnære områder også tilbyder.
Ordet blev derefter givet videre til Jeanett Kaare, der sidste år tiltrådte stillingen som udviklingschef for Aalborg Karneval, hvortil der er øget fokus på flere sjove timer, mindre alkohol og mindre affald.
Aalborgs børnefestival er også en del af den populære eventpalet, som samtidig er med til at give et større fokus på bosætning i det nordjyske - alt sammen tænkt med en fornemmelse af de unge.
Drømme og visioner
Den schweiziske teaterinstruktør, Rolf Heim, der sidste år tiltrådte rollen som teaterdirektør på Vendsyssel Teater i Hjørring, kom efterfølgende ind omkring, at store drømme og visioner er vigtige.
Han fremhævede, at vi skal hjælpe de unge med, at de altid tør tale højt, og at vi sammen skal have skabt en kultur, hvor det er naturligt for de unge at være mere connectede til kulturinstitutioner.
TikTok og Instagram kan være en del af vejen dertil, for det er det, som de unge primært bruger i 2024, hvilket også blev pointeret af Isabella og Jytte fra en ungdom, der glemmer Facebook.
De sociale medier har også spillet en særlig rolle for Henrik Beha Pedersen, der som dagens sidste taler blandt andet fortalte om Plastic Change, der kæmper for en verden uden plastikforurening.
Det bevidsthedsændrende initiativ blev skabt af Henrik for mere end 10 år siden, hvilket har ført til, at 700.000 børn er kommet forbi materialet siden da - deriblandt de unge, som snart bliver voksne.
Et håb om fremtiden
Efter de mange spændende taler, så indledte Ellen sin reflektion med nogle ord omkring fokus på bæredygtighed, og ønsket om markant mindre svineri, når der afholdes begivenheder i lokalområdet.
Ellen, som også er kendt for at hjælpe til udenfor Kaosfabrikkens vægge, fortalte også, at hun gerne hjælper til med at lave ansøgninger til TrygFondens nye initiativ, 'Børn og Unges Nysgerrighed'.
Filmproducer Nikkie Breinholt Dahm fra Dune Productions tog tråden op, og highlightede, at konferencen havde budt på mange gode input, og at det er nyt, at vi snakker mere med de unge, og ikke om dem.
Kasper Brix fra North Shore Surf nævnte også, hvor vigtigt det er, at der ikke er nogen begrænsning for de unge mennesker i at komme til Løkken og omegnen, men at der i stedet er et hav af muligheder.
Der var også interessante kommentarer fra andre deltagere i vores område, før Ellen afrundede den vibrante konference, hvor de unge mennesker på besøg hos Kaosfabrikken gav et håb om fremtiden.