Egne erfaringer har medvirket til, at Poul Nyrup Rasmussen brænder for de unges vilkår
HJØRRING: Poul Nyrup Rasmussens hjerte banker for de unge!
Soroptimistklub International Hjørring har inviteret Poul Nyrup Rasmussen til Hjørring. Det sker tirsdag d. 7/10 kl. 17 i Femhøje Idrætscenter.
Det er en stor glæde, at Poul Nyrup Rasmussen kommer til Hjørring, og ikke mindst at udskolingen på HPR, en klasse fra Gymnasiet og HHX, har fået mulighed for at høre, hvad den tidligere statsminister har på hjertet. Og det er bestemt ikke lidt!
Poul Nyrup Rasmussen brænder for og kæmper for de unges vilkår – især for unge med udfordringer.
Gennem de oplevelser, han fik med mødet med psykiatrien, da hans datter blev syg og begik selvmord, har han hele tiden kæmpet for at forbedre forholdene i psykiatrien.
Dette har motiveret ham til at udforme det, der i dag er Headspace under Det Sociale Netværk, som mange unge i Hjørring og resten af Danmark har glæde af.
Dette tilbud omfatter alt fra enkeltstående samtaler og gruppeforløb til andre former for støtte – et fantastisk tilbud til de unge, der har brug for hjælp til at komme igennem svære perioder og blive rustet til at tage de næste skridt i livet.
Selvom Poul Nyrup Rasmussen var statsminister længe før de unge blev født, er det en gave at høre, hvad en person kan opnå i livet, hvis blot sagen er vigtig nok.
Billetter kan købes hos Lades Akupunktur eller Gallergi&OS i Strømgade, Hjørring.