Seneste nyt
Billede beskrivelse

Efter et års ventetid er de tilbage: To små klumpfisk har indtaget Oceanariet

17. juli 2026 kl. 06.01

HIRTSHALS: En af havets mest fascinerende skabninger er igen at opleve hos Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Efter mere end et år uden klumpfisken, der på mange måder endte som Oceanariets helt store varemærke, er to små, nye eksemplarer netop flyttet ind i det store akvarium. 

Og de er allerede godt i gang med at vænne sig til deres nye omgivelser blandt hajer, rokker og tusindvis af stimefisk.

Selvom de to nytilkomne kun vejer omkring fem kilo hver, er der tale om fisk med et imponerende vækstpotentiale. Erfaringerne fra Nordsøen Oceanarium viser nemlig, at klumpfisk kan tage mellem 50 til 75 kilo på om året

Ifølge chefbiolog Kristina Ydesen er de kommet godt fra start.

- Vores nye klumpfisk udforsker de nye omgivelser, og vores dykkere træner dem til at blive håndfodret. Vi holder skarpt øje med deres adfærd for at sikre os, at alt er, som det skal være, og vi er rigtig glade for at se, at de har det godt, fortæller hun.

En ny chance

Der er en særlig historie bag de to fisk.

De blev nemlig fanget som utilsigtet bifangst ud for Portugal, og i stedet for at gå til grunde er de nu blevet en del af Oceanariet i Hirtshals.

Det giver god mening, mener Kristine Ydesen.

- De klumpfisk, der indimellem svømmer ind i Nordsøen, stammer også fra bestandene i Middelhavet. Nu får de to klumpfisk en ny tilværelse i Oceanariet, hvor vi kan fortsætte vores formidling om denne helt særlige fiskeart, siger hun.

Verdens tungeste benfisk

Klumpfisken er en af havets mest usædvanlige skabninger. Den er verdens tungeste benfisk, kan blive over 3,5 meter lang og vejer op mod 2,3 ton. Om sommeren kan den findes i danske farvande.

Hos Nordsøen Oceanarium har klumpfisken været en del af formidlingen siden 2001, hvor en lokal fisker indleverede et eksemplar, han havde fået i nettet. Nu kan gæsterne igen opleve den karakteristiske fisk helt tæt på i Oceanariet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste