DM i Skills: Dygtige faglærte er afgørende for nordjysk erhvervsliv
HJØRRING: Nordjyske virksomheder mangler faglærte, og det går ud over væksten i erhvervslivet.
Den udfordring ser HjulmandKaptain ofte hos de virksomheder, de rådgiver i og omkring Hjørring.
Det lokale advokatfirma er derfor meget begejstret for et arrangement som DM i Skills, for her - mener de - skal en del af løsningen findes.
I disse dage samles tusindvis af unge, faglige talenter til DM i Skills i Hjørring 22.-25. april 2026, og her er HjulmandKaptain blandt de virksomheder, der bakker op.
Advokatfirmaet har et stort kontor i Hjørring og ser det som naturligt at støtte op om byen og lokalområdet. Men det er ikke kun derfor, de er med som sponsor.
- Det er stort, at Hjørring er vært for DM i Skills, og det bakker vi selvfølgelig op om. Men det vigtigste er de unge og deres faglighed. Nordjyske virksomheder mangler faglærte, og det mærker vi tydeligt i vores rådgivning. Derfor bakker vi op, når de unge viser deres håndværk frem, og så håber vi, at det er med til at styrke de unges interesse for erhvervsuddannelserne, siger Birgitte Pedersen, bestyrelsesformand hos HjulmandKaptain.
De faglærte er afgørende
HjulmandKaptain rådgiver hver dag virksomheder, selvstændige og ledere inden for blandt andet byggeri, landbrug, produktion og energi.
Og det er meget tydeligt blandt kunderne, hvor afgørende faglært arbejdskraft er for væksten i regionen.
- Vi rådgiver mange virksomheder, der er dybt afhængige af de faglærtes kunnen, men som desværre kan have svært ved at tiltrække medarbejdere nok - enten fordi geografien kan spænde ben, eller simpelthen fordi der er mangel på arbejdskraft. Det vil vi gerne være med til at løse ved blandt andet at sponsorere et arrangement som DM i Skills, der skaber synlighed om erhvervsuddannelserne, siger advokat hos HjulmandKaptain Lars Østerstrand Mikkelsen.
- DM i Skills viser unge, at erhvervsuddannelserne er en stærk vej at vælge, og at man kan komme rigtig langt med et svendebrev og gode skills. Det vil vi gerne være med til at støtte.