Der var mange rosende ord ved indvielsen af nye projekter på Vesthavnen i Hirtshals
I sommeren 2023 gik Hirtshals Turisme i gang med et projekt på Vesthavnen.
Det Sorte Tårn og en ny aktivitetsplads skulle etableres - og til at få det i mål har turismeforeningen fået hjælp af både fonde og virksomheder samt Hjørring Kommune.
Efterfølgende er det arkitektfirmaet Hovaldt, Hirtshals Havn, Nordsøen Forskerpark, Erasmus & Partnere, Lilleheden A/S og Entreprenørfirmaet Vennelyst A/S, der har realiseret projektet.
Turistchef Laila Zielke bød fredag velkommen til den officielle indvielse.
Her kunne hun se mange gæster være troppet op, og i kraft af sin egenskab som tovholder, udtalte hun, at hun håbede på, at pladsen fremadrettet bliver et rekreativt samlingssted for både lokale og områdets mange gæster.
Borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V), og direktør Peter Krusborg fra Visit Nordvestkysten gav da også udtryk for stor beundring over projektet.
I særdeleshed roste de Laila Zielkes meget store indsats, for at både tårn og aktivitetsplads var kommet så flot og fint i mål.
Ved selve åbningen af tårnet var det ikke en rød snor, men et rødt net der blev klippet over af Søren Smalbro.
Der var efterfølgende gode fiskefrikadeller, som blev akkompagneret af en god sangstemme ved en veloplagt musiker, Per Kasten, som gjorde stemningen ved havet til noget særligt denne dag.