Billede beskrivelse

Der er snigpremiere på Årets Bjesk 2025

09. februar 2025 kl. 19.00

HIRTSHALS: Ingen har for alvor oplevet smagen af Hirtshals, før de har smagt en ægte Hirtshals-bjesk. Den mulighed byder sig nu, når Hirtshals Museum inviterer til snigpremiere på Årets Bjesk 2025 tirsdag den 18. februar kl. 19.

Den særlige bjesk blev kåret ved Hirtshals Fiskefestival i august sidste år af et kyndigt dommerpanel, som var enige om, at netop denne variant var den perfekte ledsager til Årets Sild, der senere på året skulle udpeges. 

Vinderbjesken er brygget af Bjesklauget ved Hirtshals Museum og indeholder røllike, lyng og perikum som smagsgivere.

Ud over denne unikke bjesk vil der være mulighed for at smage flere tidligere udgaver af Årets Bjesk. Derudover vil aftenen byde på fortællinger om bjeskens centrale rolle i Hirtshals, de klitplanter, der anvendes til brygningen på museet, og selve processen bag.

Som en ekstra oplevelse kan gæsterne også blande deres egen flaske bjesk – blot ved at medbringe en flaske smagsneutral snaps, f.eks. Aalborg Klar Snaps. 

Der er et begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste