Den ultimative Ikea-test: Nyt tv-program søger nordjyske par
AALBORG: Hvilken farve skal sofaen have? Og hvilken form skal spisebordet være? Skal der nips og stearinlys på hylderne, eller skal de kun bruges til at opbevaring?
Der er mange spørgsmål, når man skal blive enig om indretningen.
Netop dette bliver testet i Ikea og Viaplays helt nye tv-program "Hvem vinder hjem?", som lige nu søger deltagere.
Kunderne bestemmer
I programmet dyster danske par om at få boligdrømmen gjort til virkelighed.
Her skal de på 24 timer indrette hver deres version af deres fælles hjem midt i Ikea - med hjælp og vejledning fra Ikeas medarbejdere og vært Carla Mickelborg.
Til slut afgør kunderne i varehuset, hvem der skal vinde. Det rum, der får flest stemmer, vinder og bliver efterfølgende gjort til virkelighed hjemme hos parret. Først når parret vender hjem igen, bliver vinderen afsløret.
Nordjyske par søges
Produktionen leder i øjeblikket efter nordjyske par, roomies eller samlevende, som har lyst til at være med.
Kravet for at deltage er, at I bor sammen og ikke helt kan blive enige om, hvordan et rum i hjemmet skal indrettes.
Castingen begynder i starten af juni 2026, og interesserede kan søge via IKEA.dk/hvemvinderhjem.
For at komme i betragtning skal I sende en kort video, hvor I fortæller, hvem I er, hvad boligprojektet går ud på, og hvilke uenigheder I har derhjemme. Husk at vedhæfte jeres kontaktoplysninger.
Programmet optages i Ikea Aalborg i uge 46 og 47, og får derefter premiere på Viaplay og TV3 i 2027.