Billede beskrivelse

Casper giver stafetten videre til Heidi

04. juli 2025 kl. 19.03

VITTRUP: Casper Dahl Nellemann har med sit ukuelige gåpåmod, optimisme og tro på tingene stået i spidsen for Vittrup Fri Fagskole igennem snart 8 år, hvor skolen har gennemgået en enorm forvandling.

Efter ansættelse i starten af oktober 2017 var hans udgangspunkt sammen med bestyrelsen at åbne skolen samme måned med 4 lærere, 1 pedel og 2 elever - og dette var startskuddet på rejsen. Siden da er fagskolen vokset meget, og har opnået flot anerkendelse for det vigtige arbejde med unge mennesker, som her har kunnet finde trygge rammer, der har kunnet hjælpe dem på vej.

Denne retning vil fagskolen fortsat arbejde hårdt for at videreføre på et tidspunkt, hvor Vittrup Fri Fagskole er inde i en rigtig sund udvikling.

Nye, spændende tider

På trods af Caspers ofte kontinuerlige søgen efter de store udfordringer, så er det ganske åbenlyst, at hans hjertebarn altid vil være Vittrup Fri Fagskole, som han nu er helt tryg ved at give videre.

- Jeg føler oprigtigt, at tidspunktet er velvalgt for, hvornår jeg vælger at give stafetten videre, for Heidis solide team vil uden tvivl finde en tryg vej frem efter, at jeg nu tager afsked, fastslår Casper.

Mens Casper fra 1. august vil komme til at stå i spidsen for Nordsøen Fri Fagskole, så vil Vittrup Fri Fagskoles viceforstander, Heidi Lykke, blive konstitueret forstander fra det nye skoleårs start. Herfra vil hun stå i spidsen for det fantastiske fællesskab, der er blevet bygget op på fagskolen - og eventyret kan derfor fortsætte i den eksakt samme ånd, som er blevet skabt i snart et årti.

- Casper har gjort et stærkt indtryk på både eleverne og os ansatte, og samtidig efterladt os en kæmpe gave, som vi er klar til at tage imod i vores daglige arbejde fremadrettet, udtaler Heidi Lykke.

Skolens stærke team

Bag sig har hun en yderst grundig og engageret bestyrelse, der sammen med Heidi nu vil sætte retningen for den fremtidige drift af Vittrup Fri Fagskole, hvor den enkelte elev altid er i fokus.

- Vi har så mange dygtige ansatte på skolen, og bestyrelsen har fuld tillid til, at jeg styrer skolens retning og drift for nu - og vi har alle ro i vores maver omkring opgaverne foran os, fortæller hun. Det stærke team, som er blevet opbygget igennem de senere år, har derfor styr på alle skolens kerneopgaver, og i den forbindelse retter Anne Marie Stenkær som bestyrelsesformand også en tak.

- Vi ønsker Casper held og lykke med de nye udfordringer, og takker ham for et rigtig godt samarbejde - samtidig glæder det os, at Heidi har sagt ja til at overtage ledelsen indtil videre, siger hun.

Personlig diversitet

Bestyrelsen er derfor sikre på, at man sammen med de ansatte vil sikre en god fremtid på Vittrup Fri Fagskole, hvor der konstant vil være et fokus på, hvordan vi tænker, at den skal drives videre.

- Med Heidi i spidsen vil vi fortsætte arbejdet, der blandt andet også indeholder et særligt samarbejde med samarbejdspartnere og vejledere, bekræfter bestyrelsesformand Anne Marie Stenkær.

Alle elever vil blive mødt i øjenhøjde, og med fokus på den enkeltes kompetencer respekteres den personlige diversitet, så den menneskelige forskellighed værdsættes af alle involverede hos os.

- Vores DNA og eksistensgrundlag er en klar vision om, at vi kan skabe forandring for de unge i en god ånd, hvor retningen er, at vi konstant tør og bør tænke anderledes, fortsætter Anne Marie.

Alle medarbejdere vil fortsætte med at gøre sit bedste på Vittrup Fri Fagskole, der er solidt forankret i lokalbefolkningen - og vil gøre alt for at reflektere den unikke opbakning i området fremadrettet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste