Billede beskrivelse

Boxit Assist støtter igen lokale ildsjæle i Hjørring

09. februar 2025 kl. 14.00

HJØRRING: Efter sidste års succes fortsætter Boxit sit sponsoratinitiativ, Boxit Assist, hvor lokale foreninger, sportsklubber og ildsjæle kan søge støtte til deres projekter. I år er puljen i Hjørring hævet til 15.000 kroner, som vil blive fordelt blandt de nominerede.

Det fortæller Boxit. 

Sidste år modtog LIUF 10.000 kroner til nye opbevaringsfaciliteter, mens andenpladsen, Stafet for Livet, fik 5.000 kroner. Også i år åbnes der for ansøgninger, og Claus Pedersen, ansvarlig for depotrumsafdelingerne i Boxit, ser frem til endnu en runde med stærke, lokale initiativer:

– Sidste år var en stor succes, og derfor åbner vi nu for nye ansøgninger. Vi håber på at modtage mange spændende projekter, som kan gavne lokalsamfundet og bringe drømme til virkelighed, fortæller han.

Styrk fællesskabet med støtte fra Boxit Assist

Ansøgninger foregår via Boxits hjemmeside, hvor virksomheden udvælger de nominerede. Herefter skal de nominerede selv engagere deres netværk til at stemme på deres projekt.

– Projekterne er meget forskellige, men fælles for dem er deres sociale værdi for lokalsamfundet. Det er vigtigt for os at støtte initiativer, der skaber fællesskab og engagement, forklarer Claus Pedersen.

Støtten kan søges én gang årligt, og fristen for ansøgninger er den 1. marts. På Boxits hjemmeside kan man både ansøge, se de nominerede projekter i Hjørring og afgive sin stemme.

Udover puljen i Hjørring findes der også en landsdækkende pulje samt flere lokale puljer i byer med Boxit-afdelinger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste