Den helt rette skal findes: Bauhaus vil donere julepakke til 10.000 kroner
HJØRRING: Julen kan være en udfordrende tid, især for dem, der kæmper med hverdagens byrder. Derfor vil Bauhaus i Hjørring igen i år gøre en forskel – med en julepakke til en værdi af 10.000 kr. Alle i lokalområdet inviteres til at hjælpe med at finde den rette modtager.
Det er tredje år i træk, at varehuset spreder juleglæde med initiativet, og der er åbent for nomineringer frem til den 16. november. Herefter udvælges den heldige modtager af medarbejderne i Bauhaus Hjørring.
– Sidste år gik julepakken til Botilbuddet Trianglen, og det var en stor glæde at være med til at gøre en forskel. Vi glæder os til at se, hvem vores kunder peger på i år, fortæller varehuschef Michael Holm.
Alle kan nominere – både enkeltpersoner og grupper
Det er nemt at deltage. Man kan nominere en person, en forening, en institution eller et fællesskab, som fortjener en opmuntring. Det sker enten via Bauhaus' hjemmeside eller ved at scanne en QR-kode, som er tilgængelig i byggevarehuset.
Bauhaus lægger ikke begrænsninger på, hvem man kan indstille. Det kan være alt fra et hospitalsafsnit til et herberg, et bosted eller en frivillig forening. Det vigtigste er, at modtageren har brug for lidt ekstra varme i juletiden.
En gave, der gør en forskel
Når modtageren er fundet, skræddersyes julepakkens indhold i samarbejde med den person, der har indstillet kandidaten. Det kan være alt fra et julepyntet hjem, gaver til en hel institution eller ingredienser til en overdådig julemiddag.
Formålet er klart: Gaven skal skabe ægte juleglæde – og give modtageren en oplevelse, de aldrig glemmer.
I alt donerer de 19 Bauhaus-varehuse i Danmark hver en julepakke til 10.000 kr. Dermed er juleglæden ikke kun lokal – den spreder sig over hele landet.