Bagterp-frivillige modtager donation på 167.000 kroner
HJØRRING: En stor gave fra Salling Fondene via A-Z Hjørring gør det muligt for Bagterp IF Fodbold i Hjørring at etablere to pannabaner, som skal være et samlingspunkt for børn og unge i byen.
Det fortæller Salling Fondene i en pressemeddelelse.
I forbindelse med den nyligt etablerede legeplads ved Bagterp IF Fodbold er næste skridt på vej – to moderne pannabaner. Projektet er blevet en realitet takket være en generøs donation på 167.000 kroner fra Salling Fondene via A-Z Hjørring. Pannabanerne, der er små, ottekantede fodboldbaner med to mål, giver mulighed for at spille både individuelt og i små hold.
Bagterp IF Fodbold har oplevet en markant medlemsfremgang – fra 240 til 500 medlemmer på blot to år. Klubben har især tiltrukket børn og unge i alderen 3-13 år. Med pannabanerne bliver anlægget et endnu mere attraktivt mødested for både klubbens medlemmer og byens skoler, institutioner og dagplejere.
Børneudviklingstræner og bestyrelsesmedlem Tobias Ørtoft udtrykker stor glæde over donationen:
- Det betyder meget for os at kunne skabe et sted, hvor byens børn og unge kan mødes, være aktive og skabe fællesskaber uden for skærmene. Vi håber, at pannabanerne bliver et samlingspunkt, hvor vi kan arrangere aktiviteter på tværs af aldersgrupper og køn for at fremme både trivsel og sundhed, siger han.
Et bidrag til byen
De nye pannabaner er endnu et skridt i udviklingen af området omkring Bagterp IF Fodbold. Første skridt var etableringen af en legeplads, og der er planer om flere initiativer i fremtiden.
Erik Ernst Jensen, varehuschef i A-Z Hjørring, glæder sig over at støtte lokalsamfundet:
- Det er fantastisk at kunne bidrage til udviklingen af byen og være med til at skabe et samlingspunkt for børn og unge. Vi ser donationen som en måde at give noget tilbage til lokalsamfundet."
Pannabanerne forventes at stå klar ved sæsonstarten i foråret 2025.
Salling Fondene støtter bredt
De to pannabaner i Hjørring er en del af en større donationsrunde, hvor Salling Fondene har uddelt tre millioner kroner til 13 lokale projekter rundt om i landet. Siden 2020 har Salling Fondene via Bilka og A-Z uddelt 16,6 millioner kroner til lokale initiativer, som primært fokuserer på at styrke børns og unges sundhed, trivsel og idrætsmuligheder.
Bilkas direktør, Mark H. Nielsen, understreger vigtigheden af at støtte lokale projekter:
- Vi ønsker at bidrage til, at børn og unge kan være aktive og trives i deres lokalområder. Årets donationer er nøje udvalgt blandt mange gode ansøgninger, og vi ser frem til at følge projekterne, når de bliver realiseret.