Billede beskrivelse

Aura skabte sensommermagi fra fyrets top

06. september 2025 kl. 11.36

RUBJERG KNUDE: Der gik et sus gennem folkemængden, da årets hovednavn til Sensommermagi, Aura, viste sig øverst i Rubjerg Knude Fyr.

Herfra åbnede hun sin minikoncert, inden hun bevægede sig ned ad fyrets stejle trapper for at synge resten af sine numre helt tæt på publikum.

Tess Daarbak, Koret Nabla, Galleri Vand og den lokale musiker Emil Kobber var også på programmet. De bemærkede alle, at det er en særlig oplevelse at synge med sand i ansigtet.

Billede beskrivelse

Som tidligere år stod Pixlart for at transformere fyrets mure til kunstværker, når mørket faldt på. Tao Lytzen fra Pixlart havde desuden allieret sig med børn fra den lokale friskole i Skallerup, og det var blandt andet deres tegninger, der lyste op på fyrets rå facade undervejs.

Sensommermagi er en del af VisitNordvestkystens sæsonkampagne Hook & Cook, som hylder fisk, fiskeri og kystliv – og som bidrager til at udvide oplevelserne på Nordvestkysten ud over sommermånederne.

Billede beskrivelse

Arrangørerne VisitLønstrup og VisitNordvestkysten var godt tilfredse med fremmødet. 

Sidste års rekordbesøg på omkring 10.000 blev ikke overgået i år, og Belinda Brix Bertelsen fra VisitNordvestkysten vurderede forsigtigt, at der nok var i omegnen af 6.000 mennesker på skrænterne ved fyret.

- Det er vi godt tilfredse med, for der har nok været nogen, der har været i tvivl om, hvorvidt vejret ville holde, sagde hun.

Hun kunne til gengæld glæde sig over, at de mange fremmødte var beredt på lidt af hvert vejrmæssigt, og mange havde medbragt ekstra tæpper og varmt tøj.

Billede beskrivelse

Sensommermagi løber af stablen igen næste år ved samme tid, oplyser arrangørerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste