Arkitekten bygger selv huset: Hjørring Alliancen ansætter kendt ansigt
HJØRRING: Nogle gange behøver man ikke gå over åen efter vand. Det kan man konstatere hos Hjørring Alliancen – det tidligere Hjørring Handel, hvor en ny direktør har vist sig at være lige ved hånden.
Det er nemlig René Zeeberg, der er arkitekten bag en ny strategi hos Hjørring Alliancen, der nu skal stå i spidsen for Hjørring Alliancen.
Alliancen er skabt for at styrke byens handelsliv ved at sætte fokus på shopping, kultur, sport- events, turisme og gastronomi.
– Hvis vi vil sikre en positiv udvikling for vores by, må vi samle endnu flere medlemmer og større partnere i en ny alliance for Hjørring, har den daværende formand for Hjørring Handel, Betina D. Jensen tidligere udtalt.
Det er ikke mange uger siden, Hjørring Alliancen søgte en direktør, og René Zeeberg var i første omgang konstitueret i rollen som direktør.
– Med denne beslutning sikrer vi kontinuitet og stabilitet i driften, og vi står nu med en stærk bestyrelse og en ledelse på plads, som sammen kan udvikle og styrke Hjørring Alliancen fremadrettet, skriver René Zeeberg selv på Facebook.
Her understreger han også, at han glæder sig til en fortsat dialog med Hjørring Alliancens medlemmer.
Pladsen som formand for bestyrelsen i Hjørring Alliancen har ligeledes fået et nyt ansigt. Det skete da Henrik Messmann i sidste uge afløste Ulla Søndergård, der måtte trække sig af helbredsmæssige årsager.