Aktive kvinder holder juleferie: Nyt program for 2026 er klar
HJØRRING: Det har været et rigtigt godt efterår med et travlt og varieret program. Sådan lyder det fra foreningen Hjørrings Aktive Kvinder, der nu gør klar til at gå på en velfortjent juleferie.
En af de aktive kvinder er Elin Christensen, og hun fortæller, at efteråret har budt på mange forskellige oplevelser for foreningens medlemmer. Hun nævner blandt andet et besøg på Aalborg Kloster og et oplæg af Rikke Hjortnæs, som fortalte om sit liv som blind, og som havde sin søde førerhund Silke med.
Hun tør godt love, at næste års program bliver lige så spændende med månedlige arrangementer, der favner både det lokale og det internationale.
Det samlede program for Hjørrings Aktive Kvinder i 2026 spænder bredt og byder på både personlige livsfortællinger, filosofiske oplæg, politiske indblik, rejseeventyr, fællessang og kulturelle oplevelser.
Med udflugter, møder med præster og ildsjæle samt refleksioner over livets store spørgsmål rummer året både alvor, inspiration og hyggeligt samvær - og lover et varieret fællesskab.
Elin Christensen håber, at flere får lyst til at melde sig ind i foreningen, og hun opfordrer nysgerrige til at besøge foreningens Facebookside, der hedder Hjørrings Aktive Kvinder. Programmerne kan findes på biblioteket, og har man lyst til at blive medlem, kan man skrive til hjorringsaktivekvinder@gmail.com
Det koster 300 kroner om året at være med, oplyser Elin Christensen.