Seneste nyt
Billede beskrivelse

Årets bedste skoledag: Elever møder køer, heste og landbrug på dyrskuet

19. juni 2026 kl. 16.03

HJØRRING: Begejstringen var stor blandt eleverne, da mange skoleklasser torsdag besøgte dyrskuet. Her ventede både køer, heste, maskiner og masser af oplevelser tæt på landbruget.

Billede beskrivelse

For de yngste elever fra Bagterpskolen var mødet med dyrene noget helt særligt.

- Jeg har set en ko, der lorter, lød det begejstret fra en af eleverne, mens andre glædede sig til at se heste, kaniner og bier.

Billede beskrivelse

Besøget er en fast tradition for skolen, og derfor var flere frivillige også mødt op for at hjælpe børnene rundt på pladsen.

Trine Lund Pedersen, der var frivillig hjælper for 0. klasse, nød dagen sammen med eleverne.

Billede beskrivelse

- Det er rigtig, rigtig hyggeligt. Der er brug for hjælp, så de alle sammen kan komme herover og gå i nogle små grupper, så man har tid til dem, fortæller hun.

Forberedt på besøget

Lærer Tine Maul Andersen fra Bagterpskolens 0.B fortæller, at eleverne har arbejdet med emnet hjemmefra.

Billede beskrivelse

- Vi har arbejdet med landbrug og husdyr op til besøget, så børnene ved, hvad det er, vi kommer ud og ser, og hvad vi bruger dyrene til.

- Det er årets bedste skoledag, fordi der sker så meget. Det er nyt og spændende for nogle af dem, og de lærer mange ting. De er meget interesserede i det, siger hun.

Dyrene gøres klar til ringen

Bag kulisserne var Sara Bering i fuld gang med at klargøre familiens dyr til bedømmelserne.

Billede beskrivelse

Familien driver gården Vester Vogdrup ved Tårs med 159 malkende holsteinkøer, og Sara er selv i gang med landmandsuddannelsen på landbrugsskolen ved Nibe.

- Vi har 11 dyr med i dag, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Inden dyrene skal i ringen, bliver de klippet og gjort klar.

- Vi klipper dem og fremhæver deres gode sider og forsøger måske at skjule deres svage sider, så vi viser, hvad de er gode til, forklarer hun.

For Sara handler dyrskuet ikke kun om konkurrencer.

Billede beskrivelse

- Det er lidt følelsen af sommer. Man møder alle de andre, og der er et godt fællesskab. Det er også en måde at vise, hvor langt vi er nået med avlsarbejdet, siger hun.

Mere end en udflugt

Også elever fra Lundergaardskolen var blandt gæsterne på pladsen.

Lærer Rikke Bundgaard havde 3.B med på tur.

Billede beskrivelse

- Børnene glæder sig utroligt meget til at komme rundt og se både maskiner og dyr og møde nogle kammerater fra andre skoler, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Besøget er både undervisning og fællesskab.

- Vi arbejder løbende med landbrug, landbrugsdyr og maskiner i natur og teknologi. Så det er både en del af undervisningen, men også en social tur og en hyggetur, siger hun.

Billede beskrivelse

For mange af børnene er det første gang, de kommer helt tæt på de store dyr. Derfor giver dyrskuet en særlig mulighed for at opleve landbruget med egne øjne – og måske få svar på nogle af de mange spørgsmål, der opstår undervejs.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste