Seneste nyt
Billede beskrivelse

350.000 kroner giver Hirtshals Stadion et løft: - Det skal være et sted, man har lyst til at blive

20. august 2026 kl. 06.03
Opdateret kl. 08.38

Denne artikel er lånt af vores søstermedie Seriesport. Her kan du læse alt om seriefodbold, seriehåndbold og gode lokale historier fra klubberne.

HIRTSHALS: Der er sket en hel del på Hirtshals Stadion det seneste års tid.

Hirtshals Boldklub og Team Horne-Hirtshals har nemlig fået 350.000 kroner fra Hirtshals Sparekasses Gavefond, og pengene er blevet, og bliver, brugt på en omfattende opgradering af faciliteterne.

For formand i Hirtshals Boldklub, Steffen "Golle" Ledet, er der ingen tvivl om, at beløbet gør en stor forskel.

- Det er mange penge i en klub som vores i hvert fald, siger han.

Blandt projekterne er nyt hegn omkring parkeringspladsen og indkørslen, nye mobile udskiftningsbokse, flere siddepladser og en udvidelse af området omkring Tyrs Biks med blandt andet mere overdækning og en hævet terrasse. Flere af forbedringerne var efterhånden tiltrængte.

- Når man kommer ind på Hirtshals Stadion, skal det ikke ligne noget, der er ved at lukke ned. Vi havde noget rigtig gammelt hegn langs bane 2, hvor man kører ind på stadion. Og vores udskiftningsbokse var tæt på 20 år gamle og var ved at falde sammen, fortæller Steffen Ledet.

Alene det nye hegn har ifølge formanden kostet omkring 150.000 kroner, mens de nye udskiftningsbokse har kostet omkring 80.000 kroner.

Billede beskrivelse

Skal give lyst til at blive

Det handler dog ikke kun om, at stadion skal se bedre ud.

For Hirtshals Boldklub er målet også at skabe rammer, hvor spillere, frivillige og andre omkring klubben har lyst til at opholde sig - også efter træningen eller kampen er slut.

Blandt andet er der blevet arbejdet med køkken- og cafeteriaområdet samt terrasserne omkring klubhuset og Tyrs Biks.

- Det er mere for at gøre det attraktivt for vores medlemmer og give dem lyst til at blive dernede. Det handler om at skabe nogle hyggeligere rammer. Det er måske ikke så meget for at lokke nye til, men for at holde lidt længere på dem, vi allerede har, siger Steffen Ledet.

Noget af arbejdet er blevet udført af håndværkere, mens frivillige også har lagt mange timer i forvandlingen.

Selv den nye hævede terrasse rummer en klassisk historie fra foreningslivet. Dele af stålet stammer nemlig fra en person med tilknytning til klubben, som skulle rive en stor del af sit hus ned. Materialerne fik i stedet nyt liv på stadion, hvor klubben selv har bygget videre på konstruktionen.

Billede beskrivelse

Fondsmidler er afgørende

De 350.000 kroner er ikke kommet af sig selv.

Hirtshals Boldklub har gennem de seneste år aktivt søgt en række fonde og har også modtaget flere mindre donationer til konkrete projekter. Det er en nødvendighed, hvis der skal være råd til større forbedringer.

- Vi er en lille klub, og vores regnskabsår går sådan cirka i nul. Det er ikke sådan, at vi bare kan hive 100.000 kroner til side til noget nyt. Det er penge, vi skal ud og finde ekstraordinært, forklarer formanden.

Samtidig understreger han, at fondsmidlerne er øremærket de konkrete projekter og altså ikke kan bruges på eksempelvis en ekstra træner, spillertøj eller den almindelige drift.

Og for klubben er det vigtigt, at de store investeringer ikke skal finansieres gennem markante kontingentstigninger. Det skal være til at være her for alle.

Næste store projekt

Selvom der er blevet knoklet med stadionfornyelsen, er ønskelisten i Hirtshals Boldklub langt fra tom.

Klubben er allerede begyndt at undersøge mulighederne for en ny kunstgræsbane, ligesom man gerne vil have sprinkleranlæg på to af banerne, der hurtigt tørrer ud på grund af den sandede jord.

Men her bliver der igen brug for hjælp udefra.

Ifølge Steffen Ledet vil en kunstgræsbane koste minimum 2,5 millioner kroner, mens et sprinkleranlæg løber op i omkring 100.000 kroner per bane.

Derfor skal der igen findes fonde og skrives ansøgninger.

Og efter den seneste donation har Hirtshals Boldklub i hvert fald fået et tydeligt eksempel på, hvor stor en forskel fondsmidler kan gøre for en mindre fodboldklub.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste