11-årige Astrid fik opfyldt sit ønske efter sin sygdom
HJØRRING: I 2022 faldt den nu 11-årige Astrid om og krampede for første gang. Der gik et stykke tid, inden man fandt ud af, at der var en tumor, og Astrid blev henvist til epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund og Rigshospitalet.
Astrid havde en godartet tumor, som gav gelastisk epilepsi, og inden operationen den 13.3.2024 havde hun 10-15 daglige anfald.
- Det har været en ualmindelig hård tid med frustration, glæde, vrede, sorg, frygt og mange andre ting. Astrid har været igennem et hav af undersøgelser, afprøvet medicin, som har haft slemme bivirkninger, siger Astrids mor, Helena.
Efter operationen i marts 2024 har der heldigvis ikke været anfald, men operationen og tumoren har givet gener med hukommelsen og hjernetræthed. I foråret skal Astrid igen indlægges på Filadelfia til nye undersøgelser for bl.a. at se om den epileptiske aktivitet i hjernen er væk.
Astrid går på Hundelev Friskole, som hun er meget glad for, nogle timer om dagen, men hun må passe på ikke at blive for træt på grund af hjernetræthed.
Astrid har været meget social og en meget aktiv pige med håndbold træning/kampe et par gange ugentligt, flittig rytter og aktiv stævnerytter, som altid havde veninder omkring sig. Håndbold er sat på pause, men Astrid rider stadig- det er hendes frirum og hendes sted at koble af og samle lidt overskud.
Astrid blev sat på en hesteryg første gang, da hun var 8 måneder.
Astrid er vokset op med pony, men i marts 2023 døde hendes bedste ponyven desværre efter et langt sygdomsforløb. Det tab tog hårdt på Astrid. Heldigvis var Astrids mormor og morfar så søde at hjælpe, så hun fik en ny pony. Den pony har hjulpet Astrid igennem tabet og en svær sygdomsperiode.
Ponyen hedder Desdemona, og er 15 år gammel.
Da frivillige i Make-A-Wish, Rita Giversen og Kirsten Vrangbak, snakkede med Astrid, var de slet ikke i tvivl om, at opfyldelsen af ønsket om en ny saddel til ponyen Desdemona ville skabe ”håb, styrke og glæde” og indstillede, at Astrid skulle have en saddel til Desdemona.
Stor var glæden, da Astrid fik overrakt gavebeviset på en saddel fra Rytters Ridesport, der også har sponsoreret et beløb til sadlen, hvilket vi er meget taknemmelige for.
Endnu et ønske er opfyldt, og det er så stort at være med til at glæde et ønskebarn, der har været så meget igennem.