600 børn lagde vejen forbi hoppelandet
HIRTSHALS: Hovedsponsor Kasper Knudsen fra Rema 1000 i Hirtshals forventede 600 børn og 200 voksne i weekenden til Hoppe Mekka i Hirtshals Idrætscenter.
- Vi har solgt 600 børnebilletter á 20 kroner, og der er gratis adgang for de voksne med børn, siger Kasper Knudsen fra Rema 1000 i Hirtshals.
Det er Tommy Høj fra Høj Data, Sparekassen Danmark, Hirtshals Idrætscenter og Kasper Knudsen fra Rema 1000, der var deltagere i de store sponsorater, som endnu engang gjorde Hoppe Mekka til en realitet i Hirtshals Idrætscenter i weekenden den 14. og 15. februar.
Der var opstillet ni hoppeborge i hallen, og børnene kunne også muntre sig i det varme vand i svømmebassinet.
Det er et godt børnearrangement, der endnu en gang løb af stablen i hallen i Hirtshals.
Det var næsten for koldt til at lege ude for børnene, og det gav samlet set en stor og god oplevelse for både børn og voksne.